Halloej.
Saa er der - for sidste gang - nyt fra vores fantastiske rejse.
Vi startede ud med at vaere temmelig skeptiske og lidt skuffede over Ho Chi Minh City, som foerst virkede kedelig og uden samme atmosfaere som i andre storbyer som eksempelvis Hanoi.
Men det handler jo ogsaa om lige at sondere terraenet og finde de rigtige steder, og bl.a. da vi fandt ud af, at der lige bag vores hotel faktisk laa nogle rigtig hyggelige gader med gode restauranter og barer, saa blev vi efterhaanden mere og mere glade for byen.
Og paa de foernaevnte restauranter og barer moedte vi en masse af de mennesker vi havde moedt flere gange foer paa vores tur - for er der noget man kan konstatere, saa er det, at backpackere i ekstrem grad rejser til de samme steder, saa man bliver ved med at stoede ind i de samme igen og igen.
Men paa trods af at byen viste sig at vaere mere hyggelig og stemningsfuld end foerst antaget, saa bliver fugtig hede og storby aldrig en cocktail jeg kommer til at bryde mig om, saa paa min foedselsdag tog vi paa en todages tur til strandbyen Muine ca. 4 timers koersel fra Ho Chi Minh.
Jeg blev vaekket tidligt med en skoen `lilleskole` foedselsdagssang opfoert med fantastisk entuiasme af de andre piger.
Og saa skulle vi ned og naa bussen til Muine.
Det viste sig, at vi skulle med en af de saakaldte `open buses`, som koerer over hele Vietnam. Og det var faktisk en rigtig positiv oplevese, i og med at disse busser er langt mere komfortable end danske sovebusser, da man her ligger paa et saede i lidt samme position som en solseng, og saa har man masser af plads og luft omkring sig, da man ligger en og en, og ikke to og to som i Danmark.
Efter fire timers afslapning naaede vi saa frem til den beachresort vi skulle overnatte paa.
Det viste sig at vaere et rigtig laekkert sted med store, laekre vaerelser lige ud til en hyggelig, lille privat strand.
Her slappede vi saa af hele eftermiddagen og noed at vaere sluppet ud af den hektiske storby og blive koelet ned af havvandet og en let brise.
Byen virkede rimelig doed, men man har kun foedselsdag en gang om aaret, saa vi tog noget af vores paene nysyede toej paa og `drog afsted` fast besluttet paa at finde et hyggeligt sted at spise med nogle andre mennesker.
Og ved et rent tilfaelde fandt vi et godt gemt, men hyggelig restaurant med et par andre mennesker og beliggende lige ud til vandet. Og da der kom livemusik, kom lidt flere mennesker til og for en gangs skyld var livemusikken faktisk rigtig god og det samme var maden - dejligt at vaere saa heldig paa sin foedselsdag :-)
Senere paa aftenen kom musikeren hen og spurgte, hvor vi var fra, for han synes, at vi loed tyske.
Det fik vi hurtigt gjort klart at vi ikke var og fik ogsaa udtrykt en vis skepsis overfor det tyske sprog, da han saa kunne afsloere, at han var tysker - ups.
Men det er da ogsaa en smule pudsigt at forveksle os med tyskere, naar han selv er en.
Men anyways, saa hoerte han, at jeg havde foedselsdag og valgte at synge et lille vers af en foedselsdagssang og en sang med titlen `Sarah` i den anledning.
Det var en delvist sjov, delvis pinlig oplevelse.
Senere paa aften fandt nogle af de backpackere vi har moedt tidligere paa vores tur paa mystisk vis ogsaa deres vej til den lille by og den skjulte restaurant, saa det var meget hyggeligt.
Naeste dag skulle vi - lidt for - tidligt op, da der i turen var inkluderet en jeep med chauffoer, der skulle koere os til `Yellow dunes` og `Pink stream`.
Vi var ikke helt klar over, hvad det var, men altid friske paa at opleve noget mere, saa vi kom ud af sengen og afsted.
`Yellow dunes` var et stort, tegnefilmsagtigt oerkenomraade, som var flot og skaegt at se, men pga. heden kunne vi ikke udholde at vandre rundt der ret laenge.
Bagefter blev vi taget til `Pink dunes`, som var rimelig meget det samme som `Yellow Dunes`, bare i en lidt mere roed nuance, men der havde vi ligesom set nok sand for den dag, saa vi tog hurtigt videre.
Til sidst kom vi til `Pink Stream`, som viste sig at vaere en roedlig flod med lavt vand, saa man for at `opleve den` gik en halv kilometer i den med to soede, smaa vietnamesiske drenge som guides.
Derefter gik turen tilbage til den varme, varme by igen.
Vores tid i Ho Chi Minh var saa varm, at vi ikke orkede ret meget. Men en af de andre ting vi tog os til var en endagstur til Cao Dai templet og Cu Chi tunnelerne.
Det viste sig, at der skulle to danske piger med os paa turen, hvor den ene boede lige ved vores gymnasium i Buddinge - det er nu en lille verden.
Templet var et stort, farverigt `boerneagtigt` tempel for baade buddhister og konfuister.
Vi blev der til middagsboen, hvor templet fyldtes med flere hundrede hvidt klaedte religioese, som samledes til boen.
Efter frokost tog vi saa til Cu Chi tunnelerne, som var hovedaarsagen til, at vi tog paa turen.
Tunnelerne, som er over 200 km paa kryds og tvaers, blev lavet med simple redskaber af de lokale under Vietnamkrigen og her boede de og forberedte sig fra de kampe, der blev kaempet over jorden.
Vi fik os en EKSTREMT hurtigt snakkende guide, som drev en til vanvid med hans manglende pauser og samtidig gjorde det mere eller mindre umuligt at forstaa, hvad han sagde, saa fik ikke fat i meget mere `raevehuller` og skyttegrave, og Laura og jeg var nede i en af de ekstremt snaevre tunneler, hvor jeg paa trods af, at jeg gik fuldstaendig sammenfoldet, stadig skrabede i mod vaeggene i de moerke gange. Bestemt ikke en oplevelse for folk med klaustrofobi, men rigtig spaendende og maerkeligt at vaere praecis der, hvor en del af krigen foregik og blev udkaempet.
D. 3 april tog vi saa via Bangkok til Koh Samui, og herfra til den lidt mindre oe Koh Phangan en times sejlads fra Samui. Og her er vi saa nu.
Oen er rigtig smuk og paa trods af en del turister er den endnu rimelig afslappet og uspoleret.
Eksempelvis er der ikke nogle hoeje turisthoteller, men kun smaa bungalows ud til kysten, og saa er vejene ikke altid helt fremkommelige, men det er kun rart, at oeen stadig har noget af sin originale og naturlige charme.
De foerste to naetter boede vi naer den havn, hvor vi kom ind med baaden og hvor der til vores store overraskelse virkede meget oede - bestemt ikke hvad vi havde hoert.
Men vi fandt hurtigt ud af, at der var langt federe i den anden ende af byen og ud til den anden strand, saa derefter flyttede vi herned. Her har vi boede i en dejlig bungalow lige ud til den brede, hvide strand med helt klart blaat vand og palmer.
Og den har mest bare staaet paa badning, solning, laesning og spisning, da der er saa varmt, at enhver form for bevaegelse er noget man skal tage sig sammen til laenge i forvejen.
Derudover har vi fejret Lea og Lauras foedselsdage, selvom kraefterne i varmen ikke var til meget andet end den saedvanlige badning og afslapning.
Men om aftenen paa Leas foedselsdag blev vi pludselig overmandet af et ENORT VOLDSOMT og pludseligt regnvejr, som fuldstaendig gennembloedte os, da vi bare skulle krydse vejen over til den restaurant, hvor vi ville spise.
Taenk selv ikke i Thailand kan stakkels Lea undgaa regn paa hendes foedselsdag.
Men vi har ogsaa vaeret paa en baadtur rundt om oeen, hvor vi bl.a. badede i et dejligt, hengemt, koeligt vandfald.
Men det klart fedeste paa den tur, var da vi stoppede for at snorkle.
Jeg fik snorkeludstyret paa og hoppede i fra baaden, og landede i en helt anden verden fyldt med MASSEVIS af farverige og forskellige fisk, og flotte koraller.
Og endnu flere fisk stroemmede til, da nogle af dem, der blev paa baaden - herunder Lea og Isa - kastede broed ned paa mig, saa jeg blev omringet af saa mange fisk, saa man kunne komme i tvivl om man svoemmede i saltvand eller fisk.
Det var en hel vildt fed og flot oplevelse, saa jeg ser frem til snart at snorkle, naar vi kommer til Koh Tao, som er en endnu mindre, men eftersigende endnu flottere oe, et par timers sejllads her fra.
Vi skulle faktisk vaere ankommet dertil i dag - havde endda pakket og tjekket ud, da vi fandt ud af at den sidste baad var gaaet :-(
Saa nu har vi maatte slaebe vores efterhaanden temmelig tunge bagage tilbage igen og faa vores vaerelse tilbage for endnu en nat.
Lidt af et antiklimaks, naar man virkelig var opsat paa at komme afsted.
Og naa ja, naar man snakker om antiklimaks, saa havde vi set frem til fejringen af budhhistisk nytaar her d. 13, og troede, at der ville vaere stor fest paa vores lokale strand, hvor der hver aften er gang i den. Men det viste sig, at vi skulle med taxa for at komme til det beroemte Halfmoon party lidt vaek. (Oeen her er saerlig kendt for dens maanedlige Full Moon party, som foregaar paa netop vores strand og tiltraekker mellem 5-15.000 mennesker).
Efter at have betalt en halv pebret entre (men alting er nu relativt dyrt paa denne oe) kom vi en til en enorm, udendoers techno fest.
Foerst gik vi lidt omkring og foelte os malplacerede, men besluttede os saa for lige at `fitte in` for en stund, og kastede os ud i at parodiere de mange aggresivt dansende paa dansegulvet.
Men nej vi bliver nu aldrig hooked paa hele den der techno-rave boelge.
Efter en halv time havde vi ligesom faaet nok af de dunkende technorytmner, og besluttede at tage tilbage til vores egen strand, hvor de saedvanligvis spillede andet end techno.
Men saa snart vi kommer ned paa stranden bliver vi fuldstaendig uforberedt beskudt med vandgevaerer fra alle sider, og jeg flygter i den ene retning, mens de andre loeber den anden vej.
Og saa staar jeg pludselig der - konstant beskudt med vand - og er noedt til at staa stille saa de andre kan finde mig igen, hvilket de endelig goer!
Vi indser hurtigt, at hele stranden er en stor vandkamp og skynder os alt hvad vi kan hjemad.
Naeste dag bevaeger vi os saa afsted mod et godt morgenmadssted vi fandt dagen foer, men opdager hurtigt, at vandkampen ikke er ovre, tvaertimod er hele byen forvandlet til en stor vandkamp, hvor der bliver skudt paa alt og alle - og saa er der altsaa efterhaanden lige lovlig meget Ibiza stemning i den efter min smag.
Her er jo godt nok varmt, saa lidt vand ville egentlig ikke genere, hvis bare man ikke rendte rundt med telefon, kamera osv.
Saa resten af dagen sniger vi os rundt af bagveje og stier i byen for at undgaa vand.
I morgen tager vi saa som sagt til Koh Tao, hvor vi bl.a. skal snorkle noget mere.
Og d. 19 tager vi saa til Bangkok, hvor vi skal vaere de sidste tog dage inden vi tager afsted mod Danmark d. 21 med hjemkomst d. 22.
Og det var saa det.
3 maaneder gaar virkelig hurtigt, naar man oplever og rejser saa meget, og ligesaa ekstremt fedt, fantastisk, spaendende og oejenaabende, som vores tur har vaeret, saa er jeg nu ogsaa fyldt til randen med oplevelser, og ser frem til at komme hjem og se jer alle igen!
Og jeg proever at medbringe lidt sol og varme.
Kaerlige hilsner fra
Sarah
NYHED på Messenger: Sten - Saks - Papir
mandag den 14. april 2008
mandag den 7. april 2008
VIETNAM:
Religioese buddhister og konfuister beder middagsboen
Her er jeg paa vej ned i de snaevre tunneler lavet og brugt af sydvietnameserne under Vietnamkrigen.
Et bombekrater blandt mange fra krigen.
Muine, fire timer fra Ho Chi Minh City, hvor vi fejrede min foedselsdag
Foedselsdagsmiddag
Havnen ved Muine
Paa oerkenvandring i Yellow Dunes
Bare et fint lille billede
Pink stream - en lille flod man gaar nede i.
Paa museet for krigsforbrydelser i Ho Chi Minh City:
Et amerikansk bombefly
Et af de mere paene billeder fra museet - de mange grusomme, men vigtige billeder har jeg valgt at udlade. Thailand - Koh Phangan:
Paa vej med baad fra Koh Samui til Koh Phangan
Et udkig over stranden, hvor vi bor og bader.
Et pludselig, kortvarig, men EKSTREMT voldsom byge ramte os paa Leas foedselsdag.Bare det at krydse vejen (ca. 3 meter) gjorde os fuldstaendig gemmenbloedte, som havde vi gaaet ind under en bruser.
fredag den 28. marts 2008
En beretning om shopalkoholisme, hvordan noed laerer sulten kvinde at spise med pinde og hvorfor dre
Hej med jer.
Saa foelger anden del af beretningen om turen fra Bangkok til Hanoi plus lidt om vores rejse paa egen haand ned gennem Vietnam.
12/3-08
Vi startede dagen med en rundtur i Vientiane - hovedstaden i Laos - og saa blandt andet en ufuldendt kopi af triumfbuen. Aarsagen til at den var forblevet ufuldtendt laa der en eller anden morale bag, som desvaerre er gaaet tabt i min hukommelse.
Derudover saa vi endnu et tempel, som var flot, men templer imponerer bare ikke i samme grad, naar man har set flere end man kan taelle.
Efter rundturen havde vi fritid og tog paa det store natmarked, som, paa trods af navnet, har aabent hele dagen.
Efter en god frokost fandt vi et `vestligt` supermarked med baade lakridshjul, vingummibamser og rittersport - fantastisk oplevelse, da saerligt lakrids har vaeret laenge savnet!
Derefter koebte vi laekre kager med fra et `German bakery` og tog med tilbage paa hotellet.
Og jeg skulle hilse at sige, at de laver god cheesecake paa disse kanter!
Om aftenen var den eneste, der dukkede op til middag vores guide Gift, men tilfaeldigvis gik vi med hende ind paa den samme gode, vesterlige restaurant, som fire andre fra vores gruppe ogsaa spiste paa. Og efter middagen tog vi allesammen paa `Rooftopbar`, som var et hyggeligt sted, hvor der ogsaa var andre Intrepidgrupper. Men samtidig var der ogsaa en hel del rent ud sagt store, tykke og gamle vesterlige maend med en eller flere smaa, koenne, unge thaikvinder. Og nu bryder jeg mig principielt ikke om at vaere fordomsfuld og generaliserende, men man taenker nu alligevel sit, naar man ser saa `umage` par, hvor kun den ene part ser ud til reelt at bryde sig om situationen.
Da alting jo, som foer omtalt, lukker omkring kl 24 i Laos, tog vores guide os senere paa aftenen med til et diskotek, som skulle holde aabent hele natten.
Det viste sig at ligge paa et hotel, og at vaere en meget ... `spoejs` oplevelse.
Gaesterne var en blanding af lokale og turister, og inde ved dansegulvet stod nogle meget letpaaklaedte `piger` og dansede. Nogle af dem fortalte vores guide os var de saakaldte `ladyboys`, mens andre af dem var prostituerede. Og saa var der ogsaa nogle, der ikke var nogle af delene selvom deres udseende og paaklaedning kunne faa en til at komme godt og grundigt i tvivl.
Men paa trods af at vi var omgivet af en del letpaaklaedte `piger` og selv var ifoert beskidt, kedeligt, svedigt og meget daekkende toej, kom to japanske maend hen til Isa og Lea, og sagde noget mere eller mindre uforstaaeligt. Det viste sig saa, at de troede, at de var prostituerede.
Sikke et `kompliment`!
Da der blev lidt for meget bas og dirty dancing, og lidt for lidt hjerne inde ved dansegulvet, gik vi ud paa den udendoersterasse, hvor vi fik ogsaa en interessant samtale med en afrikaner ved navn Lucky, som fortalte os, at han var en `happening guy` og forklarede os, hvad hip hop var - just in case vi var i tvivl.
Saa havde der ligesom vaeret nok action og interessante oplevelser den aften, og vi tog hjem i seng, for ikke at vaere helt smadrede til naeste dags tur.
13/3-08
Paa dag 12 tog vi med bus til Lak Sao, en lille landsby naer graensen til Vietnam.
Der gik lidt ged og misforstaaelser i det ifht. at faa vekslet penge og faa haevet til det sidste doegn i Laos, saa jeg pludselig stod uden en krone - eller rettere kip (pengene i Laos) paa lommen, og dermed ikke penge til mad, hvilket let kan fremprovokere et mindre angstanfald hos en med lavt blodsukker, stor sult og stor madglaede som undertegnede.
Heldigvis blev Laura dagens helt, da det viste sig at hun havde nogle dollars, jeg kunne faa vekslet til Kip i Lak Sao.
Undervejs paa den slalomagtige bjergkoersel gjorde vi to stop.
Det ene var ved den saakaldte `Stone forrest`, som er, hvad der ligner en enorm skov lavet af klipper.
Det andet stop var ved en flod med baade lavet af bomber, der er blevet kastet over Laos.
Og eftersigende skulle Laos vaere det land, der er blevet smidt flest bomber over gennem historien, saa der skulle vaere en del at tage af.
Og det er da ogsaa smart at udnytte alt hvad man har og samtidig derved aldrig glemme sin fortid.
Men den stoerste, omend ikke bedste, oplevelse paa koereturen var den Laos guide, der skulle foere os til graensen, da han informerede os om, at han sang hver dag og mente, at han sang rigtig godt, og derfor synes, at han da lige ville optraede for os.
Om han blot var fuldstaendig tonedoev eller om asiater bare har en HELT anden opfattelse af, hvad der ligger i at have en god sangstemme, skal jeg ikke kunne sige.
Men fra mit synspunkt sang han pivfalsk, urytmisk og ekstremt komisk, men i laengden ogsaa traettende med sin naesten ugenkendelige udgaver af Westlife og Celine Dion numre, og jeg kroeb derfor flad af grin ned bag saedet og skruede op for MP3'eren.
Om aftenen, velankommet til Lak Sao, fik vi at vide, at dem der ville lige skulle besoege en skole inden aftensmad, hvor de lokale boern laerte engelsk om aftenen. Isa og Lea orkede ikke, men Laura og jeg gik med, og det viste sig saa, at vi uforberedt skulle undervise boernene.
Foerst blev jeg sendt med to andre ind i et klasselokale med kun to elever, men blev efter 5 minutter hentet ind til et andet lokale propfyldt med boern i alle aldre.
Jeg satte mig og snakkede med fire drenge og piger mellem 14-17 aar, og saa havde de forberedt en masse spoergsmaal til mig og jeg skulle saa stille dem spoergsmaal.
Det var rigtig hyggeligt og sjovt, og virkelig imponerende, hvad de havde laert sig af engelsk paa de tre maaneder de havde haft det!
Mens deres laerer var mindre imponerende til engelsk.
Et eksempel herpaa var da boernene spurgte, hvad mine foraeldre arbejdede som og jeg sagde, at min mor var `a nurse`. Og da de ikke forstod det og spurgte laereren om at hjaelpe, sagde han, at hun var `a nudle` - ikke lige nogen proffesion jeg har hoert om, men meget typisk, at asiater har tendens til at hoere ord de ikke forstaar som nuddel, naar nu man naermest drukner i dem paa disse kanter.
Men det var en rigtig god oplevelse at `undervise` fordi boernene var saa glade, laerenemme og laereglade, og det gav mig helt klart smag for maaske engang at lave noget frivilligt arbejde i den dur.
Bagefter spiste vi paa byens eneste - og ikke saerlig spaendende restaurant - som sigende nok bar navnet `Only one restaurant`. Mere spaendende var tilgengaeld det folkeeventyr, som vores guide fortalte os under middagen:
I korte traek handlede det om en skildpadde og 2 svaner, som havde besluttet sig for at flyve til en anden jungle. Og de to svaner holdt saa en pind mellem sig, som skildpadden kunne bide sig fast i mens de floej afsted. Men midt under flyveturen spurgte en dreng nede fra jorden, om skildpadden dog virkelig kunne flyve, og da skildpadden ville svare faldt han ned og splattede ud, og blodet splattede op under drengens arme. Og det skulle saa vaere forklaringen paa, hvorfor drenge - og ikke piger - lugter under armene, hvilket maa siges at vaere en lidt anden slags morale end dem vi kender fra vestlige folkeeventyr, hehe.
14/3-08
Paa dag 14 gik turen tidligt afsted til den vietnamesiske graense, da vi fik at vide, at det kunne tage sin tid at krydse graense.
Og ganske rigtigt, for det var super bureaukratisk og indviklet at kommer over graensen, og der glaedede man sig virkelig over at have en guide med, for for `udefrakommende` som os, havde det paa egen haand vaeret fuldstaendig uigennemskueligt.
Og det overdrevne og unoedvendige bureaukrati udoevet af enhver med bare en smule magt skulle vise sig at vaere meget symptomatisk for hele Vietnam.
Og som bekendt siger man at `magt korruptere` og det var ogsaa tilfaeldet ved graenseovergangen, hvor vi hver isaer - helt aabenlyst - skulle bestikke de ansatte med 1 dollar og et smil for at faa det noedvendige stempel i passet.
Da vi endelig var kommet over graensen og tilbage i bussen, stod den ellers paa mange timers udsigt til ikke andet end frodige, groenne rismarker, hvor vietnamesere med rishatte arbejdede haardt med enden i vejret.
Efter noget tid faldt jeg i soevn og da jeg vaagnede igen, stod den ikke laengere paa rismarker, men paa kaotisk byliv a la Indien.
Og vi stoppede midt i byen paa en lokal restaurant, hvor jeg, endnu halvsovende, men ikke desto mindre hamrende sulten, pludselig lige skulle laere mig at spise med pinde - en kunst jeg ikke lige har faaet oevet hjemmefra.
Og jeg skulle hilse og sige, at det tager sin tid at blive maet, naar man skal spise ris med pinde!
Umiddelbart kunne man tro, at man ikke kunne se meget forskel paa Laos og Vietnam.
Men fra det oejeblik vi krydsede graensen var det svaert at komme i tvivl, for paa alle huse og baade flagrer det karakteristiske vietnamesiske roede flag med den gule stjerner, som et symbol paa den nationalisme og kommunisme, som gennemsyrer landet.
Deruodver vrimler det med butikker med kommunistisk propaganda og paa alle stoerre veje haenger store skilte med propaganda i form af hammer og sejl, og `Uncle Ho`, side om side med de saedvanlige reklamer.
Krigen med de mange aars kamp for selvstaendighed og overlevelse har altsaa sat sine tydelige psykologiske spor i landet.
Endvidere ser man ogsaa overalt alverdens offentligt ansatte ifoert uniformer, og en stor del af maendene baer hjelme, der ligner noget fra et militaert overskudslager fra krigen.
Om aftenen moedtes vi paa med Isas veninde Line, paa baren `Maos Lounge` i det gamle kvarter i Hanoi, som er den klart hyggeligste del af byen. Line laver nogle maaneders frivilligt arbejde i form af undervisning i engelsk paa en skole i en SOS-boerneby, og var derfor vores private guide i byen. Baren var bare en af utallige hyggelige barer i det gamle kvarter fyldt med backpackere saavel som lokale.
15/3-08
Var sidste egentlige dag med vores Intrepid gruppe og vi startede ud med en fantastisk laekker brunch betalt af Intrepid paa en restaurant kaldet KOTO.
KOTO staar for `Know One Teach One` og er et foretagende som hjaelper gadeboern og boern, der af andre aarsager har det svaert, ved at udanne dem indenfor restaurationsbranchen og laere dem almene ting om `livet`. Og derved var ikke bare maden, men hele konceptet fantastisk.
Efter at vi havde stoppet os til randen - i den gode sags tjeneste naturligvis - tog vi hen for at se Ho Chi Minhs mausolaeum, hvor `Uncle Ho` himself skulle ligge, balsameret naturligvis.
Igen var det en unoedig og overdreven bureaukratisk proces at komme ind med hvad der efter min mening var bureaukrati udelukkende for bureaukratiets skyld.
Og naar man eksempelvis paa vej til mausolaeoumet uden synlig grund bliver bedt om at gaa stille to og to paa raekke, for jeg altsaa en trang til at goere lige det modsatte.
Men jeg holdt mig i skindet og vi naaede derfor ind og se, hvad der skulle vaere Ho Chi Minh omgivet sjyssende og alvorlige vagter i `fine` uniformer.
Men det lignede nu mest af alt en voksfigur, hvilket vores guide ogsaa mente at det maatte vaere.
Senere paa dagen besoegte vi sammen med nogle andre fra gruppen et tidligere faengsel, der var lavet om til krigsmuseum, hvor man bl.a. kunne se isolationsceller, doedsgangen og gilliotine, men ogsaa massevis af billeder saerligt vedroerende modstanden under krigen.
Senere paa dagen havde vi en langt mindre alvorlig oplevelse, da vi sluttede Intrepidturen af med at gaa ind og se Hanois waterpuppet show.
Det var et relativt stort teater med en `scene` bestaaende af vand og saa stod nogle mennesker bag kulisserne og styrede forskellige dukker, som fremfoerte forskellige smaa historier. Det var meget sjovt, men saa heller ikke mere end det - maaske ogsaa fordi det hele foregik paa vietnamesisk.
Efter showet gik vi alle paa en lidt finere restaurant til `afskedsmiddag`.
Maden var rigtig laekker, omend portionerne ligesom alle andre steder i dette land var temmelig smaa. Og derudover var restauranten sjovt indrettet idet at man sad og spiste i cykelrickshaws.
Efter middagen gik hele gruppen paa en fancy bar, men efter lidt tid smuttede vi videre og moedtes med Isas veninde Line igen.
Halong Bay; turister, mus, hav og klipper i en uendelighed
Dagen efter flyttede vi til et billigere hotel centralt beliggende lige midt i det hyggelige gamle kvarter.
Men inden vi smuttede fra det gamle hotel bestilte vi en todages tur med en overnatning paa baad til Halong Bai et par timers koersel fra Hanoi.
Egentlig skulle vi hentes kl. 7.15 om morgenen, men bussen blev godt en time forsinket, hvor vi bare sad paa gaden og ventede, paa trods af at det endda viste sig, at vi var de foerste bussen skulle samle op.
Men det gav os saa tid til at betragte det vietnamesiske morgenliv, hvor mange af de lokale saetter sig ned paa gaden i smaa grupper og snakker og spiser morgenmad.
Mens andre i pyjamas tuller rundt og koeber lidt broed, blomster og lignende af `omvandrende` gadesaelgere, der dog forsvinder ligesaa hurtigt som de er dukket op, naar de autoritaere politibetjente kommer koerende eller spankulerende.
Efter nogle timers koersel naaede vi Halong Bay city's havn proppet med turister og traebaade. Vi fandt vores baad og sejlede til en enorm grotte, som foerst var blevet fundet i 1990'erne, da en fisker soegte ly for stormen og fandt den.
Desvaerre blev oplevelsen lige lovlig psykedelisk, da grotten var blevet fyldt med lys i alverdens farver, hvilket ikke helt gik i spaend med den naturskabte grotte. Derudover var grotten fyldt med turister, saa der knapt nok var tid til at stoppe op og nyde synet, for saa dannedes der hurtigt `koe` og utilfredshed bag en.
Resten af tiden brugte vi paa at slappe af paa baaden og nyde den helt fantastiske udsigt i Halong Bay paa trods af, at vi desvaerre var kommet afsted paa en dag med masser af graa skyer og smaaregn.
Paa trods af at omraadet er blevet gjort til en enorm turistattraktion som besoeges an hundredevis af baade dagligt, er det stadig saa stort at vi kunne sejle rundt i ro og mag i flere timer uden at stoede paa andet end de smaa flydende lokale landsbyer.
Om aftenen samledes alle baadene saa igen i samme omraade for natten.
Og vi overnattede i to smaa, men hyggelige kahytter.
Desvaerre blev Leas og min nat delvist spoleret af mus der peb og muligvis loeb hen over Leas seng.
Hvilket hun ihvertfald paastod, da hun med et hvin langt hoejere end musenes vaekkede mig midt om natten.
Hoi An; shopaholics
Torsdag d. 20 tog vi nattoget 19.30 fra en af de mange togstationer i Hanoi med retning mod Da Nang naer den mindre by Hoi An midt i Vietnam. Vi var foerst lidt usikre paa hvordan vi mon skulle finde de rigtige tog, vogn osv., da systemet, da vi tog med tog i Indien, var aldeles uigennemskueligt og derudover blev oplysninger om togafgange kun offentliggjort paa vietnamesisk, hvilket endnu ikke er vores staerkeste side.
Men pludselig kom en umiddelbart venlig mand, der lignte, at han arbejdede paa stationen og hjalp os ud til toget, viste os vores kupee og fik mast alt vores bagage ind under sengene.
Vi sagde paent tak for hjaelpen lettede over hvor let det var gaaet, men saa blev han ellers siddende.
Vi fandt derfor lidt drikkepenge til ham, men saa aendrede han pludselig karakter og sagde, at han skulle have 50.000 dong. Under andre omstaendigheder ville vi have sagt til ham, at han kunne rende og hoppe, for vi havde saadan set ikke bedt om hans hjaelp og det havde kun taget ham et par minutter, saa drikkepenge svarende til en bedre middag virkede lidt i overkanten.
Men nu var det saadan, at han sad paa vores ene seng og lignede, at han ikke havde taenkt sig at flytte sig foreloebig, saa vi betalte ham modvilligt, hvad han forlangte og straks var han vaek.
Men bortset fra den graadige mand var togturen rigtig hyggelig og langt mere komfortabel end samme tur med bus. For naar bare man har en seng - omend vi paa denne tur kun kunne faa de haarde senge - og en aflukket kupee, saa kan en 16 timers tur for at komme halvejs gennem Vietnam faktisk vaere ganske hyggelig med kortspil, musik og laesning.
Godt nok er kupeerne med de haarde senge seksmandskupeer, saa der laa to unge vietnamesere i de oeverste koejer, men de var meget venlige paa trods af at vi ikke kunne kommunikere, og forsoegte nysgerrigt, men formentlig forgaeves at foelge med i vores kortspil.
Eneste mindre irritationsmoment ved deres tilstedevaerelse var, at pigen paa et tidspunkt tog snacks, som viste sig at vaere toerret og MEGET gammel fisk frem, hvilket gjorde, at der spredte sig en gennemtraengende stank i hele kupeen.
Vi havde hoert fra andre, at maden paa disse eksprestoge ikke var noget at skrive hjem og efter, og havde derfor selv medbragt noget. Men da pigen var vores kupee fik fat i noget af den varme mad de serverede paa toget, meldte sulten sig alligevel og Isa og jeg gik paa jagt efter `foede`.
I vores jagt paa madvognen opdagede vi hvor ENORMT langt toget var, da det tog ogsaa ganske laenge at komme ned i den anden ende. Samtidig opdagede vi ogsaa, at der var en stor del af passagerne, der skulle sidde taet op og sove, hvilket fik os til at saette endnu mere pris paa vores senge paa trods af manglende madrasser.
Endelig fik vi fat i noget meget billigt mad, som mest af alt lignede risengroed, der endnu ikke var kogt sammen. Men det smagte nu ganske udemaerket.
Efter endelig at vaere faldet i soevn paa de haarde senge, som naar jeg taenker mig om dog egentlig minder meget om de hotelsenge vi har proevet, vaagnede jeg med lidt af en deja vu oplevelse, da Isa og Laura fortalte, at der loeb mus hen over gulvet og hen over min taske.
Jeg var lige ved at hidse mig op over at faa spoleret endnu en nat pga. nogle smaa, irriterende dyr, men holdt frustrationen tilbage, faldt til ro og faldt heldigvis snart i soevn igen.
Naeste dag ankom vi til Da Nang station omkring 11.30 og blev, som saa mange gange foer, overfaldet af taxachauffoerer. Vi havde fundet et hotel i Hoi An i vores meget nyttige og benyttede `Turen gaar til Vietnam` og fandt hurtigt en taxachauffoer, der kendte stedet.
Vi forsoegte at faa en `fixed price`, saa det ikke kan betale sig for chauffoeren at koere alverdens omveje, men han insisterede paa taxameter, og vi blev formentlig taget med paa alverdens omveje.
Men velankommet til Hoi An fandt vi hurtigt et godt og billigt hotel med ledige vaerelser placeret centralt lige midt i den relativt lille by.
Og vi faldt hurtigt pladask for byen.
Vi startede med at finde ud af, at der lige overfor vores hotel laa en lille, billig lokal restaurant med god mad og en soed, aeldre vietnamesisk mand, der betjente.
Her blev vi hurtigt stamkunder - ihvertfald naar det galt morgenmad, hvor den bl.a. stod paa laekker guacemole og jordbaerjuice til ingen penge.
Derudover er hele byen super hyggelig, stemningsfuld og overskuelig at finde rundt i.
Den har en dejlig beliggenhed ud til en smuk flod, man kan komme ud og sejle paa for ingen penge, og saa ligger der paa havnen den ene hyggelige restaurant efter den anden.
Og vi fandt hurtigt baren, hvor alle de unge tilrejsende moedtes om aftene.
Derudover er der et marked med alverdens ting og sager - noedvendige saavel som unoedvendige - men overraskende nok brugte vi ikke meget tid og penge her, for vil man shoppe i Hoi An, saa gaar man til en af de over 400 skraeddere, der ligger side om side i byen.
Vi blev hurtigt opslugt af alt det flotte og billige toej og sko man kunne faa specielsyet allesteder, og havde inden vi havde set os om bestilt rigtig, rigtig meget.
Derfor kom flere dage til at gaa med at vaelge toej og sko, faa taget maal, faa tilpasset varerne og hente dem igen.
Skoent med en hel ny garderobe - omend vi til tider foelte os en smule overfladiske, og fik lidt daarlig samvittighed over at rejse rundt i saa fattige land, og saa spendere saa meget tid og penge paa os selv.
Men naar vi koeber af de lokale er det vel en inddirekte stoette til dem ikke?
Det bilder vi ihvertfald os selv ind, hehe.
Men vi fik fra tid til anden ogsaa loesrevet os fra vores shopperi, og tog bl.a. paa en endagstur til `Cham Island`. En paradislignende oe med en aegte bountystrand godt en times sejllads fra fastlandet.
Denne gang var bussen der skulle samle os op ikke forsinket, tvaertimod var den 20 min for tidlidt paa den, saa vi rullede ud af sengen og afsted.
Desvaerre var vejret netop denne dag koldt og graat med smaaregn - de foregaaende dage havde der ellers vaeret hoej sol og rigeligt varmt i Hoi An, men skaebnen vil det tilsyneladende at det skal regne hver gang vi skal ud og sejle.
Pga. vejret blev det en temmelig kold baadtur, som vi ikke var paaklaedt til, hvilket jeg giver skylden for at jeg nu har revet en forkoelsesinfluenza af en slags til mig - oev oev oev.
Endelig lagde baaden til og vi gik gennem frodige, groenne rismarker op til oens lille tempel, hvor vi fik serveret den lokale the. Bagefter gik vi ned gennem landsbyen ned til havnen, hvor der ikke var andet et lokale og lokaltliv at se:
Et sted sad kvinderne og handlede med de groentsager og andre varer, som netop var sejlet ind fra Hoi An. Laengere nede af havnen sad maend og reparerede gamle traebaade, og da en af disse skulle i vandet, kom alle maendene straks springene til for med raab og hujen at hjaelpe til.
Efter at have betragtet det lokale liv tog vi baaden videre ud for at snorkle, hvilket jeg havde set meget frem til. Desvaerre var vejret saavel som vandet paa det tidspunkt iskoldt, saa jeg maatte holde mig fra det.
Efter at nogle af de mindre kuldskaer havde snorklet ganske kort, lagde baaden til land paa en fantastisk smuk bountystrand med hvidt sand og palmer, og ingen andre besoegende end os.
Her spiste vi saa frokost, og havde bagefter tid til at slappe af paa stranden.
Og paa trods af det overskyede vejr formaaede jeg at blive relativt krebseagtig i hovedet.
En anden dag tog vi til My Son (udtales mi son), som er en gammel helligdom, til tilbedelse af bl.a. Shiva og Ganesh, godt en times koersel fra Hoi An. Udover at det naturligvis er flot at se paa, er der to ting, der goer stedet mere interessant.
For det foerste ved man ikke hvordan helligdommene er bygget, da man endnu ikke har fundet ud af, hvad der holder stenene, som de bestaar af sammen. Men man har ihvertfald kunne konstatere, at der er tale om noget solidt og smart materiale, for som vores guide viste os, saa holder de gamle, originale dele af helligdommen bedre end de dele der blev restaureret for faa aar tilbage.
For det andet blev omraadet under Vietnamkrigen erklaeret for `freefirezone`, hvilket betoed, at man her maatte skyde paa alt og alle, og samtidig kunne amerikanerne smide de bomber de havde i overskud.
Dette har gjort at My Son helligdommen, som ellers har vaeret enorm praengende er blevet delvist oedelagt. Derudover har freefirezonen bl.a. ogsaa sat sit praeg paa omraadet med et stort bombekrater.
Ho Chi Minh City
I gaar, torsdag d. 27, tog vi saa afsked med Hoi An, for at drage mod Ho Chi Minh City i det sydlige Vietnam. Igen havde vi valgt at tage toget og havde denne gang sikret os en firmandskupee med bloede senge. Denne gang skulle vi afsted 11.30 med ankomst i Saigon 05.20 (Saigon og Ho Chi Minh city forveksles ofte, men Saigon er blot en bydel i Ho Chi Minh).
Togturen gik fint bortset fra, at jeg nok drev de andre saavel som mig selv til vanvid med min forkoelelse og selvmedlidenhed. Paa trods af at jeg havde koebt et stoerre forraadslager bestaaende af tre sandwich, fire bananer og to pakker kiks med, koebte vi alligevel ogsaa `lige` aftensmad paa toget, hvilket denne gang var en stoerre succes end sidste.
Taenk engang for fem kroner at kunne faa en ret med ris, groentsager, peanuts og koed.
Og nu sidder vi saa i Ho Chi Minh city lige i naerheden af vores hotel, som muligvis er naer centrum - muligvis ikke, for indtil nu har det vaeret alt for varmt og fugtigt til at vi har orket at bevaege os nogle steder.
Her i byen skal vi vaere til d. 3 marts, hvor vi har bestilt flybilletter via Bangkok til den thailandske oe Koh Samui, hvorfra vi tager med baad til den mindre nabooe Koh Pang Ang, hvor vi skal tilbringe den sidste tid af turen.
Men inden dag skal vi naturligvis rundt og se os omkring i storbyen, fejre min foedselsdag d. 31, paa tur til Cu Chi tunnelerne fra krigen og muligvis paa tur til Mekong Delta.
Saa er i helt opdateret.
Haaber at i alle har det godt, hoerer stadig gerne fra jer og glaeder mig til vi ses om ikke saa laenge igen :-)
Mange kaerlige hilsner fra
Sarah
torsdag den 27. marts 2008
Her staar jeg (selvom det ikke fremgaar saerlig tydeligt af billedet) midt i det mest eventyrlige, blaa springvand i Laos.
Modige Isa Springer i.
`Munkefodring` kl. 6 om morgenen i Luang Prabang
Udsigt til lille landsby i Laos.
Baadene i floden er lavet af brandstoftanke/bomber fra fly fra krigen
Den klasse jeg var inde og undervise i engelsk i.
Jeg `underviste` de fire forreste.
Gadebillede fra Hanoi, som er propfyldt med scootere
Ho Chi Minhs mausolaeum i Hanoi
`Fanger` i gammelt faengsel i Hanoi
Flydende landsby i Halong Bay
`De fantastiske fire` i Halong Bay
En typisk gadesaelger blandt mange i Vietnam
Rismarker og et lille vandloeb paa `Cham Island` ud for Hoi An
To maend reparerer en fiskerbaad paa havnen paa `Cham Island`
Stranden paa `Cham Island`, som vi havde helt for os selv.
My Son helligdommen (den tidligere freefirezone) naer Hoi An
Junglefornemmelse
Typisk kommunistisk propaganda.
To fiskere paa floden ud for Hoi An
mandag den 17. marts 2008
Fulde foraeldre, munkefodring og Friends i lange baner
Saa er vi kommet til Hanoi i Vietnam og har afsluttet vores Intrepidtur, men derfor skal i da ikke slippe for en beretning om de sidste dage paa turen, hehe. Da vi ikke har saa meget tid nu for i det i bidder, men et par dage af gangen. Saa er det maaske ogsaa mere overskueligt at laese, hehe.
9/3-08
Kunne vi for en gangs skyld sove laenge - troede vi!
For ved seks-tiden om morgenen begyndte Lauras telefon at ringe igen og igen, og Laura lagde paa igen og igen. Efter noget tids pause begyndte ringeriet saa igen ved syv-tiden.
Og da telefonen igen ringede ved otte-tiden, var vi begge blevet en smule nervoese over, at nogle saa desperat ville have fat i os, og Laura tog derfor sin telefon.
Samtidig taendte jeg min, og der gik ikke mange sekunder foer ogsaa den ringede.
Det viste sig saa, at vaere vores ekstremt teenagefulde foraeldre, der om aftenen havde holdt foraeldremiddag, og pga. af deres ekstreme savn og manglende evne til at klare sig uden os, havde besluttet at ringe til os alle fire. Hvad de ikke lige havde taget hoejde for, var saa tidsforskellen - eller rettere Kenn troede vist, at han havde styr paa det og at vi burde vaere staaet op, men hovedregning og alkohol har heller aldrig vaeret et godt mix!
Saa alt ringeriet foerte til, at Laura sad paa vores vaerelse mens hun hoejlydt skaeldte sin mor ud, mens jeg stod paa badevaerelset og forsoegte at kommunikere med mine foraldre paa trods af deres fuldskab og det faktum at jeg var fuldstaendig brudt sammen af grin over den absurde situation og over rollebytningen mellem boern og foraeldre.
Og vores larmende samtaler fik saa ogsaa vaekket Lea og Isa i vaerelset ved siden af, saa droemmen om at sove laenge brast for os alle.
Og som toppen paa kraensekagen var baade stroemmen og vandet forsvundet fra vores vaerelse - tilgengaeld var der rigeligt med vand udenfor, da det regnede.
Det kunne kun varsle en `god` dag taenkte vi!
Men heldigvis blev dagen god, da det klarede op og solen broed frem, saa snart vi naaede frem til det vandfald vi skulle besoege som dagens program.
Det var utrolig eksotisk og smukt med klart, turkist vand - fuldstaendig eventyrligt!
Og saa kunne man oven i koebet bade i enden af det, og hvem har ikke droemt om at bade i et vandfald. Desvaerre havde vi ikke faaet badetoej eller skiftetoej med, saa for mit vedkommende blev det kun til sopning.
10/3-08
Var der heller ikke noget med at sove laenge, men denne gang skyldtes det, at vi skulle op kl. 6 og `fodre` munke. Det foregaar paa den maade, at lokale saavel som turister samles paa hovedgaden naer klosteret, hvor man saa kan koebe en fletkurv fyldt med sticky rice for ingen penge. Saa saetter man sig paa raed og raekke paa taepper paa fortovet - eller rettere kvinder skal sidde, maend maa gerne staa. Og saa kommer massevis af de orange klaedte munke, smaa som store, i en lang raekke forbi med hver deres blikspand, som man saa fylder lidt sticky rice i.
Men nu er jeg jo ikke en oevet munkefodrer, saa jeg fik ikke givet alle munkene, for de er hurtigere til at gaa forbi en man saadan lige skulle tro, tilgengaeld fik givet nogle ordentlige klumper, saa jeg loeb toer langt foer alle munke havde forbi. Men heldigvis havde de garvede, lokale nok sticky rice til dem alle.
Efter den specielle, men ogsaa spaendende oplevelse paabegyndte vi 7 timers slalom bjergkoersel i en bus med absolut INGEN benplads - det er for mig stadig en gaade, hvordan maendene i vores gruppe overhovedet kunne vaere der! Gad vide om ogsaa busserne bliver specialbygget til de smaa asiater, det kunne man ihvertfald godt have dem mistaenkt for.
Endelig naaede vi hen paa eftermiddagen frem til vores destination den hyggelige by Vang Vieng, hvor vi med det samme for at faa lidt gang i kroppen kastede os i ud tubing.
Til dem der ikke ved, hvad det er, ligesom jeg ikke gjorde foer jeg proevede det, saa er tubing en form for riverrafting, hvor man bare sidder paa hver sit `daek`.
Desvaerre er der ikke saa meget vand og dermed stroem i floden paa denne aarstid, saa vi maatte padle en del med armene og til tider loefte os op for ikke at stoede mod sten i vandet.
De fleste af os gik nu alligevel paa grund fra tid til anden.
Hvad der manglede af gang i den i floden, var der tilgengaeld ved flodbreden.
For her laa tonsvis af hyggelige og afslappede barer - dog ogsaa enkelte med lige lovlig meget Ibizaatmosfaere efter min smag.
Men vi lagde `til kajs` ved en hyggelig en af slagsen med god musik, masser af mennesker og et baal man kunne varme sig ved. Derudover var der mange metet oppe et stativ med en trapez man kunne svinge sig ud fra og springe i vandet. Glenn fra vores gruppe var den foerste der kastede sig ud i at proeve, men han landede paa ryggen med et ordentlig plask og blev helt roed - og senere blaa. Det og saa det faktum at jeg er en toesetoes, naar det kommer til den slags, gjorde at jeg afholdt mig fra at proeve. Men modige Isa og Laura kastede sig ud i akrobatikkens kunst og sprang med ynde og balletbevaegelser i landet uden stoerre skader.
Da solen begyndte at gaa ned og det blev lige rigelig koldt med vores vaade toej (vi maatte tube med toej paa af hensyn til vietnameserne) blev vi hentet af en lille baad og sejlet det sidste stykke ned af floden, saa vi ikke behovede at padle mere med vores oemme spaghettiarme.
Om aftenen spiste vi paa en restaurant, som gjorde stoerst indtryk ved at vise Friends paa storskaerm. De andre i voresgruppe synes vist, at vi var noget ondsvage, teenageagtige og asociale fordi vi blev fuldstaendig opslugt af serien. Men hva' fa'n vi er jo teenagere nogle uger endnu og efter to maaneder paa farten er det nu skoent med en velkendt, god serie!
Efter middagen gik vi paa en bar naer stranden kaldet Sunset Bar.
Det var et rigtig hyggeligt udendoerssted med god musik, lejrbaal og fyldt med unge rygsaeksrejsende - saerligt var der helt utroligt mange svenskere, og vi maatte endnu engang sande, at vi forstaar dem langt daarligere end de forstaar os.
Det var rigtig hyggeligt, at faa snakket med en masse andre og hoere om deres rejser, og steder de ville anbefale eller fraraade osv. Og saa fandt vi ud af, at 3 maaneder tilsyneladende ikke er ret laenge at vaere vaek som backpacker, idet at alle vi snakkede med skulle vaere paa farten mindst 5 maaneder og endda en enkelt 2.5aar. Saa mor og far i kan da altid glaede jer over, at jeg trods alt ikke er bortrejst i flere aar :-)
Men lige som vi hyggede os og der var gang i festen slukkede musikken, da alting ifoelge loven skal lukke kl. 24 i Laos :-(
Vi blev haengende en times tid, men da ogsaa lyset slukkede gik vi hjemad godt fuldt paa vej af Isas formidable pandelygte.
11/03-08
Paa dag 10 havde vi igen en friformiddag, men tilsyneladende arbejder universet imod at vi faar sovet laenge og bliver udhvilede, daa nogle haandvaerkere tidligt om morgenen begyndte at save og hamre, saa taet paa, at det foeltes, som stod de lige foran vinduet.
Vi stod derfor op og gik ned paa en restaurant i byen, hvor man kunne ligge ned og se Friends samtidig med at man spiste. Saa bliver det vist ikke bedre :-)
Og faktisk var hele byen fyldt med restauranter med `sofaer` og Friends, der koerte i ring og ring, og tonsvis af teenagere, der laa og floed.
Ved to-tiden drog vi saa afsted mod hovedstaden Vientiane.
- Fortsaettelse foelger.
Kaerlig hilsen
Sarah
9/3-08
Kunne vi for en gangs skyld sove laenge - troede vi!
For ved seks-tiden om morgenen begyndte Lauras telefon at ringe igen og igen, og Laura lagde paa igen og igen. Efter noget tids pause begyndte ringeriet saa igen ved syv-tiden.
Og da telefonen igen ringede ved otte-tiden, var vi begge blevet en smule nervoese over, at nogle saa desperat ville have fat i os, og Laura tog derfor sin telefon.
Samtidig taendte jeg min, og der gik ikke mange sekunder foer ogsaa den ringede.
Det viste sig saa, at vaere vores ekstremt teenagefulde foraeldre, der om aftenen havde holdt foraeldremiddag, og pga. af deres ekstreme savn og manglende evne til at klare sig uden os, havde besluttet at ringe til os alle fire. Hvad de ikke lige havde taget hoejde for, var saa tidsforskellen - eller rettere Kenn troede vist, at han havde styr paa det og at vi burde vaere staaet op, men hovedregning og alkohol har heller aldrig vaeret et godt mix!
Saa alt ringeriet foerte til, at Laura sad paa vores vaerelse mens hun hoejlydt skaeldte sin mor ud, mens jeg stod paa badevaerelset og forsoegte at kommunikere med mine foraldre paa trods af deres fuldskab og det faktum at jeg var fuldstaendig brudt sammen af grin over den absurde situation og over rollebytningen mellem boern og foraeldre.
Og vores larmende samtaler fik saa ogsaa vaekket Lea og Isa i vaerelset ved siden af, saa droemmen om at sove laenge brast for os alle.
Og som toppen paa kraensekagen var baade stroemmen og vandet forsvundet fra vores vaerelse - tilgengaeld var der rigeligt med vand udenfor, da det regnede.
Det kunne kun varsle en `god` dag taenkte vi!
Men heldigvis blev dagen god, da det klarede op og solen broed frem, saa snart vi naaede frem til det vandfald vi skulle besoege som dagens program.
Det var utrolig eksotisk og smukt med klart, turkist vand - fuldstaendig eventyrligt!
Og saa kunne man oven i koebet bade i enden af det, og hvem har ikke droemt om at bade i et vandfald. Desvaerre havde vi ikke faaet badetoej eller skiftetoej med, saa for mit vedkommende blev det kun til sopning.
10/3-08
Var der heller ikke noget med at sove laenge, men denne gang skyldtes det, at vi skulle op kl. 6 og `fodre` munke. Det foregaar paa den maade, at lokale saavel som turister samles paa hovedgaden naer klosteret, hvor man saa kan koebe en fletkurv fyldt med sticky rice for ingen penge. Saa saetter man sig paa raed og raekke paa taepper paa fortovet - eller rettere kvinder skal sidde, maend maa gerne staa. Og saa kommer massevis af de orange klaedte munke, smaa som store, i en lang raekke forbi med hver deres blikspand, som man saa fylder lidt sticky rice i.
Men nu er jeg jo ikke en oevet munkefodrer, saa jeg fik ikke givet alle munkene, for de er hurtigere til at gaa forbi en man saadan lige skulle tro, tilgengaeld fik givet nogle ordentlige klumper, saa jeg loeb toer langt foer alle munke havde forbi. Men heldigvis havde de garvede, lokale nok sticky rice til dem alle.
Efter den specielle, men ogsaa spaendende oplevelse paabegyndte vi 7 timers slalom bjergkoersel i en bus med absolut INGEN benplads - det er for mig stadig en gaade, hvordan maendene i vores gruppe overhovedet kunne vaere der! Gad vide om ogsaa busserne bliver specialbygget til de smaa asiater, det kunne man ihvertfald godt have dem mistaenkt for.
Endelig naaede vi hen paa eftermiddagen frem til vores destination den hyggelige by Vang Vieng, hvor vi med det samme for at faa lidt gang i kroppen kastede os i ud tubing.
Til dem der ikke ved, hvad det er, ligesom jeg ikke gjorde foer jeg proevede det, saa er tubing en form for riverrafting, hvor man bare sidder paa hver sit `daek`.
Desvaerre er der ikke saa meget vand og dermed stroem i floden paa denne aarstid, saa vi maatte padle en del med armene og til tider loefte os op for ikke at stoede mod sten i vandet.
De fleste af os gik nu alligevel paa grund fra tid til anden.
Hvad der manglede af gang i den i floden, var der tilgengaeld ved flodbreden.
For her laa tonsvis af hyggelige og afslappede barer - dog ogsaa enkelte med lige lovlig meget Ibizaatmosfaere efter min smag.
Men vi lagde `til kajs` ved en hyggelig en af slagsen med god musik, masser af mennesker og et baal man kunne varme sig ved. Derudover var der mange metet oppe et stativ med en trapez man kunne svinge sig ud fra og springe i vandet. Glenn fra vores gruppe var den foerste der kastede sig ud i at proeve, men han landede paa ryggen med et ordentlig plask og blev helt roed - og senere blaa. Det og saa det faktum at jeg er en toesetoes, naar det kommer til den slags, gjorde at jeg afholdt mig fra at proeve. Men modige Isa og Laura kastede sig ud i akrobatikkens kunst og sprang med ynde og balletbevaegelser i landet uden stoerre skader.
Da solen begyndte at gaa ned og det blev lige rigelig koldt med vores vaade toej (vi maatte tube med toej paa af hensyn til vietnameserne) blev vi hentet af en lille baad og sejlet det sidste stykke ned af floden, saa vi ikke behovede at padle mere med vores oemme spaghettiarme.
Om aftenen spiste vi paa en restaurant, som gjorde stoerst indtryk ved at vise Friends paa storskaerm. De andre i voresgruppe synes vist, at vi var noget ondsvage, teenageagtige og asociale fordi vi blev fuldstaendig opslugt af serien. Men hva' fa'n vi er jo teenagere nogle uger endnu og efter to maaneder paa farten er det nu skoent med en velkendt, god serie!
Efter middagen gik vi paa en bar naer stranden kaldet Sunset Bar.
Det var et rigtig hyggeligt udendoerssted med god musik, lejrbaal og fyldt med unge rygsaeksrejsende - saerligt var der helt utroligt mange svenskere, og vi maatte endnu engang sande, at vi forstaar dem langt daarligere end de forstaar os.
Det var rigtig hyggeligt, at faa snakket med en masse andre og hoere om deres rejser, og steder de ville anbefale eller fraraade osv. Og saa fandt vi ud af, at 3 maaneder tilsyneladende ikke er ret laenge at vaere vaek som backpacker, idet at alle vi snakkede med skulle vaere paa farten mindst 5 maaneder og endda en enkelt 2.5aar. Saa mor og far i kan da altid glaede jer over, at jeg trods alt ikke er bortrejst i flere aar :-)
Men lige som vi hyggede os og der var gang i festen slukkede musikken, da alting ifoelge loven skal lukke kl. 24 i Laos :-(
Vi blev haengende en times tid, men da ogsaa lyset slukkede gik vi hjemad godt fuldt paa vej af Isas formidable pandelygte.
11/03-08
Paa dag 10 havde vi igen en friformiddag, men tilsyneladende arbejder universet imod at vi faar sovet laenge og bliver udhvilede, daa nogle haandvaerkere tidligt om morgenen begyndte at save og hamre, saa taet paa, at det foeltes, som stod de lige foran vinduet.
Vi stod derfor op og gik ned paa en restaurant i byen, hvor man kunne ligge ned og se Friends samtidig med at man spiste. Saa bliver det vist ikke bedre :-)
Og faktisk var hele byen fyldt med restauranter med `sofaer` og Friends, der koerte i ring og ring, og tonsvis af teenagere, der laa og floed.
Ved to-tiden drog vi saa afsted mod hovedstaden Vientiane.
- Fortsaettelse foelger.
Kaerlig hilsen
Sarah
lørdag den 8. marts 2008
Templer, elefantridning og cruising paa Mekongfloden.
Efter 1.5 maaneds problemfri rundrejsen i Indien, som ellers har rygte for at vaere det langt mest besvaerlige land i Asien at rejse i, saa opstaar vores foerste smaaproblemer ironisk nok ved ankomsten til Thailand. Der gaar nemlig kage i vores transfer og vi frygter derfor, at vores hotel heller ikke er booket. Men efter at have talt med en flink, omend MEGET uforstaaelig thailandsk mand fra Intrepid og have talt i telefon med hans ligesaa uforstaaelige chef, faar vi bekraeftet at hotellet heldigvis er booket, og betaler saa bare selv en taxa dertil.
Og en sprogbarriere langt stoerre end hvad vi oplevede i Indien er generelt signifikant her i Thailand og Laos. Dels taler thaierne langt daarligere engelsk, og har tydelige problemer med at udtrykke sig. Dels er deres accent saa markant, at det kan vaere svaert og til tider umuligt at forstaa, hvad de siger. Men heldigvis er de venlige og hjaelpsomme, saa med lidt gestikulation og gentagelser gaar det.
Efter en koeretur fra lufthavnen til Bangkok, som sammenlignet med Indien var ioejnefaldende og overraskende rent, paent, stille og `vestligt` ankom vi til vores hotel.
Godt nok er der ogsaa fattige i Thailand - og en hel del af dem - men de ligger slet ikke i samme udstraekning som i Indien rundt omkring paa gaden, og slummen i Thailand er langt mindre slummet end i Indien. Det giver et meget godt billede af at fattigdom er relativ, og at der er en verden til forskel ifht. at vaere fattig i Indien sammenlignet med Danmark.
Dermed ikke sagt at det ikke kan vaere slemt i Danmark, men i Indien bor de fattigste eksempelvis i midterrabbatten paa en befaerdet vej uden saa meget som en papkasse at soege ly i.
Kvarteret hvor vores hotel laa viste sig at vaere rigtig hyggeligt, livligt og trygt med en rar atmosfaere paa trods af en hel del turister. Og ogsaa hotellet var en positiv overraskelse, da der var tale om et stort og laekkert luksushotel med swimminpool og alverdens gratis dimsedutter paa vaerelset :-)
Men paa trods af de mange vesterlaendinge var der hele tiden smaating, der mindede os om, at vi stadig var i Asien.
For det foerste var badet tydeligvis bygget til smaa asiater, hvilket gjorde det temmelig svaert overhovedet at faa hovedet ind under bruseren uden at braekke nakken af led og samtidig stoedte ens arme mod loftet, naar man forsoegte at putte shampoo i. Alt sammen ting der gjorde at man foelte sig lidt som en kaempe.
For det andet er portionerne tilsyneladende tilpasset asiaternes forholdsvis mindre kroppe, da de er ganske smaa og ikke rigtig til at blive maette af for saadan en som mig.
Tilgengaeld er maden rigtig laekker og billig, dog er prisniveauet generelt lidt hoejere end i Indien, men der var priserne vist ogsaa ekseptionelt lave!
Det kraever dog lige lidt tilvaenning, at thaierne ikke prutter naer saa meget om prisen som inderne og ikke kommer efter en hvis man bare lader som om prisen er for hoej og man vil gaa.
INTREPIDTUR NR. 2: BANGKOK TO HANOI
02/03/08
Soendag startede vores anden Intrepidtur, som vi havde set meget frem til, da den foerste var en succes med masser af forskellige og fantastiske oplevelser.
Vi moedtes om aftenen til et intromoede med vores guide - en soed thaikvinde paa 28 aar ved navn Gift (hendes rigtige navn er meget laengere og langt mere indviklet, men i Thailand saavel som i Indien faar stort set alle et langt navn og saa et kortere kaelenavn som alle kalder dem).
Vores gruppe viste sig at vaere langt mere blandet end paa den foerste tur, da den bestod af englaendere og australiere af begge koen i aldersgruppen ca. 23-60. Men heldigvis kunne man fra starten fornemme at alle var soede og aabne.
03/03/08
Paa dag 2 tog vi en long tail boat gennem Bangkok og saa smukt udsmykkede og velholdte templer skyde op alverdens mulige og umulige steder midt mellem faldefaerdige hytter. Og vi erfarede hurtigt, at der overalt i Thailand og over det hele pludselig popper templer frem af ingenting.
Efter baadturen tog vi til Wat Pho, som er et stort tempelomraade mest kendt for `The reclinning Buddha`, som er en ENORM guldbuddha paa 46 m i bredden 15 m i hoejden.
Herefter havde vi eftermiddagen fri og vi tog til Grand Palace, som var langt stoerre, og om muligt flottere og mere imponerende end Wat Pho. Hvilket var ganske heldigt idet at vi brugte noget naer end evighed paa overhovedet at komme ind, da Isas og mine trekvartbukser, som paa trods af at de gaar langt ned over knaene, ikke var daekkene nok, da ens ben skulle vaere helt tildaekkede. Og efter en overdreven kompliceret og unoedvendig bureakratisk proces fik vi to MEGET VARME saronger udleveret, som skabte en smulegangbesvaer og besvaerliggjorde trappegang. Men som sagt var paladset hele baladen vaerd.
Paa vejen hjem tog vi en luksus tuc tuc sammenlignet med de indiske, hvor der var god plads til os alle fire, og jeg derved undgik at sidde paa skoeddet og dunke hovedet i loftet og faa blaamaerker paa benene, hvilket jo altid er at foretraekke :-)
Hen paa eftermiddagen forlod gruppen hotellet for at `gaa ombord` paa vores nattog, som skulle foere os til byen Chiang Mai. Det var et langt finere et af slagsen en det vi proevede i Indien, og med hyggelige og relativt rummelige sovepladser med gardiner for og god mad serveret ombord. Dog slukkedes eller daempedes lyset aldrig - og en skarp taendt paere lige i hovedet godt nu til en en smule stoerre udfordring at faa sin soevn, men det var nu i smaatingsafdelingen.
04/03/08
Tidligt tirsdag morgen ankom vi til Chiang Mai.
Efter morgenmad og check in i vores udemaerkede guesthouse kastede vi os ud i de af dagens frivillige aktiviteter - vi havde valgt elefantridning og bamboo rafting.
Foer turen gik i gang havde Lea og jeg koebt en kaempe klase bananer fra `elefantstedet`, og takkede nej til at koebe flere, da thaierne spurgte og ikke vi ville have en til, da vi taenkte det maatte vaere alt rigeligt.
Men naturligvis viste thaierne bedst, for Lea og jeg fik en graadig babyelefant,der i loebet af nul komma fem havde fortaeret hele klasen, og forlangte en banan for hvert skridt den tog.
Heldigvis var der `banaboder` undervejs.
Det var rigtig sjovt at ridde paa elefanter, men til tider ogsaa lige temmelig `spaendende`, da det er nogle enorme dyr, som skulle `kravle` op og ned af smaa bitte stier og stejle bakker, og saa sad vores saede mistaenkeligt meget til den ene side, saa man fik fornemmelsen af, at man kunne ryge ned under elefantsmave hvert oejeblik. Men Lea og jeg var ikke de eneste med til tider angstpraegede ansigtsudtryk, de var bestemt ogsaa at finde hos Laura og Isa, da deres fuldvoksne elefant begyndte at broele af dens lunger fulde kraft, hvilket lige mindede en om, at elefanterne godt nok bliver kontrolleret af de thailaendere, der traekker dem rundt, men de maa stadig siges at have en fri vilje - og saafremt en elefant skulle faa trangt til gaa sine egne veje, saa er der vist ingen tvivl om hvem der staerkest.
Efter elefantridningen var det tid til bamboorafting, som ingen helt vidste hvad gik ud paa.
Men det viste sig, at vi skulle sejle ned af floden gennem junglen paa bambustoemmerflaader.
Omgivelserne var meget smukke og ledte tankerne hen paa Junglebogen med smaa rebbroer, der krydsede floden og elefanter, der gik langs bredden. Man blev dog ogsaa en smule vaad bag i, men det betoed nu ikke saa meget andet end at man foelte sig en smule stemplet, som dumme, maerkelige turister, da vi i flok ankom til et lokalt marked for at spise frokost - alle vaade bagi.
Her koebte vi mad saasom ris og nudler i smaa plastikposer til absolut ingen penge, men risene er til dato de bedste jeg har smagt paa turen.
Senere paa dagen besoegte vi Doi Suthep Temple i bjergene efter at have bestiget over 600 trin - stejle trapper er virkelig noget de goer sig i baade i Thailand og Laos, saa vi kommer forhaabentlig hjem med ekstremt veltraennede laegmuskler.
Her saa vi de orange klaedte monke shante, hvilket er en form for syngende boen til Buddha.
Under aftenens middag saa vi original thailandsk dans, som paa den ene side lidt lignede synkrone haandustraekningsoevelser, men som paa den anden side ogsaa var flot og viste stor kropskontrol.
Derefter gik vi paa Chiang Mais natmarked, som solgte en hel masse af de samme ting i mere eller mindre forskellige afskygninger. Bl.a. var der tonsvis af det - ellers saa unikke - salt og pebersaet jeg har koebt i Danmark, saa har man vist faaet afklaret, hvor det er produceret henne.
Med min proppede rygsaek i tankerne holdt jeg mig til at `vinduesshoppe`, mens de tre andre toeser alle fik koebt en naesten `aegte` maerkevaretaske hver.
05/03/08
Paa dag fire koerte vi fem timer for at komme til graensebyen mellem Thailand og Laos nemlig Chiang Kong. Undervejs gjorde vi to stop.
Det foerste var et sted for de fremstillede og solgte cashewnoedder.
Her fik vi opklaret hvorfor denne slags noedder er saa dyre, dette skyldes nemlig, at `cashewtraet` kun baerer en noed pr. frugt pr. aar.
Det andet stop var ved et stort hvidt og nyt tempel, som i sin moderne stil skilte sig meget ud fra alle andre templer vi har set.
Inden i var den ene vaeg malet i et indviklet moenster med Osama Bin Laden i `orkanens oeje` paa den ene side og George Bush paa den anden side. Gruppen havde en mindre debat om hvorvidt der var tale om den gode og den onde side, eller om vaeggen symboliserede at begge i virkeligheden var en af samme stykke blot paa hver deres floej. Personligt holder jeg paa at budskabet var det sidste, men fortolkninger afhaenger jo ogsaa i hoej grad af oejnene, der ser, og jeg har nok ikke vaeret helt objektiv, men saetter uundgaaeligt et saadant maleri ind i min egen forstaaelsesramme.
Udover de to `farlige` maend, indeholdt billede bl.a. ogsaa en converse sko - fortolkningen af hvad ondt der ligger i saadan vil jeg overlade til jer, hehe.
Igennem Chiang Kong loeber den store Mekongflod, og vores guesthouse laa direkte ud til floden med udsigt til Laos paa den anden side. Og vi fik for foerste gang paa turen endelig et firmandsvaerelse, saa der gik rigtig lejrskolesovesal i den.
06/03/08
Var foerste dag paa vores 2 dages baadtur ned af Mekongfloden til Laos og vi vaagnede til den paa disse kanter paa denne aarstid meget uvante lyd regn. For foerste gang i maaneder regner det selvfoelgelig den dag vi skal `crusie` syv timer ned af Mekongfloden.
Og eftersom at regnjakken er sendt hjem og det varme toej pakket dybt ned starter dagen med en dejlig kold og vaad koeretur i en aaben pickup til havnen.
Her gaar hele gruppen ombord med al vores bagage paa en lille bitte traebaad ala en forvokset kano, og bliver bedt om at sidde helt stille, da de let tipper.
Alle sidder vi og frygter at sidde 7 timer paa en traeplade i regnen i en ikke overdaekket baad.
Men heldigvis sejler baaden os bare over til Laos siden, hvor vi veksler penge og ordner immigrationspapirer, og moeder vores i Laos obligatoriske Laos guide.
Midt i al staahejet og regnen holdes humoeret hoejt, da vi ser en sheboy med laarkort og stilletter, og den dybeste stemme.
Derefter gaar turen til en anden havn, hvor en langt stoerre, behageligere og hyggeligere baad ligger til kaj. Og heldigvis er det den vi skal bruge dagtimerne i de naeste dage ombord paa.
Baaden er `drevet` af en lille familie, som ogsaa bor i et rum bagerst i baaden.
Snart gaar turen afsted og vi ser hurtigt eksempler paa de ubeskrivelige, storslaaede og frodige omgivelser som kendetegner Laos, og som skal omgive os de naeste to afslappede dage.
Men den flotte udsigt kompenserer nu stadig ikke for den manglende varme, og vi finder derfor hurtigt alle fire vores medbragte soveposer frem og putter os ned i dem. Undervejs saa vi, udover massevis af traer paa bjerge og bakker, der ligner de fortsaetter ind i himlen, bl.a. ogsaa vandboefler, smaa landsbyer af bambushytter og peanuts, der gror i sandet.
Og saa skal de lige siges, at det klarede op og solen - og dermed ogsaa varmen - broed frem.
Hen paa eftermiddagen ankommer vi til den lille by, hvor vi skal overnatte.
Baaden lagde til ved stor sandklint, hvor bare landgangen var en udfordring, men heldigvis stroemmede det til med lokale drenge og maend, der faar en skilling bar vores rygsaekke til vores guesthouse. `Min dreng` var formentlig ikke engang rundet de 10 aar, og jeg betalte ham dobbelt, for det maa vaere lidt af en opgave for saa lille en knaegt at baere en rygsaek paa stoerrelse med ham selv, der faar det til at ligne en rygsaek med ben.
I vores tripnotes stod, at overnatningsforholdene her var `very basic`, saa vi var spaendte paa at se hvor simpelt det skulle vise sig at vaere, efter at vi paa vores anden tur boede paa paladser og fort. Men det var nu helt udemaerket, det eneste primitive var, at der kun var stroem eller `electric city`, som vores guide kalder det, mellem 18-22.30.
I den lille by besoegte vi det lille, lokale madmarked og et lille tempel.
Og saa var forvirringen total omkring Laos' moentfod kip, fordi sedlerne er i tusinder, og ingen helt vidste hvor meget - eller lidt de egentlig var vaerd. Senere er jeg naaet frem til, at 10.000 kip svarer til 5,6 kr.
07/03/08
Var dag to paa vores baadtur, og igen skulle vi sejle 7 timer - idag med to stop undervejs.
Dels stoppede vi ved en primitiv stammelandsby med bambushytter midt ude i - hvad man skulle tro - var ingenting. Men paa trods af de simple hytter og arbejdsmetoder, havde en stor parabol alligevel fundet sin vej til landsbyen, hvor man kunne betale penge, for at komme ind hos en familie og se TV.
I landsbyen blev vi, som i Indien, fulgt af en flok af nysgerrige, men her ogsaa generte boern.
Til slut gav jeg to af pigerne de pakker farveblyanter jeg havde medbragt fra Danmark, hvilket skabte stort paastyr og glaede, og de to piger delte paent ud til alle de andre boern, saa de fik en hver.
Da vi kom tilbage til baaden var der forberedt laekker frokost til os med bl.a. sur soed oksekoed, groentsager, en karrysuppe med kartofler og naturligvis ris. Det hele saa laekkert, at jeg i loebet af ingen tid fik kastet den ene portion efter den anden ned, mens de andre stadig var igang med foerste omgang.
Hele sejlturen var meget stille, rolig og afslappet, da floden er meget rolig med kun en smule stroem fra tid til anden.
Alligevel kom en skvulpende boelge pludselig ud af ingenting og overmandede Lea, som sad op af kanten.
Senere paa dagen lagde vi til ved nogle grotter med hundredevis af Buddhaer, og endnu engang trapper i saa stor stil, at det maa give selv en proffesionel sportsmand sved paa panden.
Ved 18-tiden ankom vi til Luang Prabang - en stoerre by i Laos, og ikke overraskende var det foerste vi her skulle at bestige en ordentlig trappe med fuld oppakning og en konstant frygt for at falde bagover.
Heldigvis blev vi koert hen til vores guesthouse med hyggelige, men smaa vaerelser, der goer at ens rygsaekke er noedt til at ligge som faelder og forhindringer paa gulvet, naar man i nattens mulm og moerke skal forsoege at finde sin vej til toilettet.
Luang Prabang er en rigtig hyggelig by med massevis af restauranter ned til Mekongfloden og et aftenmarked med fine ting.
08/03/08
Idag har vi vaeret paa en lille tur rundt i byen og set det lokale tempel, en soelvsmed og Museum for etnologi, hvor vi hoerte om de mange forskellige grupper og stammer i Laos, og hvad der er signifikant for deres udklaedning og kultur.
Derefter fandt Isa og jeg et bageri med laekker quiche og cheesechake - mmmm :-)
Og nu er vi saa paa nettet, saa i er hermed helt uptodate!
(For billeder se nedenfor!)
De bedste hilsner fra
Sarah
Og en sprogbarriere langt stoerre end hvad vi oplevede i Indien er generelt signifikant her i Thailand og Laos. Dels taler thaierne langt daarligere engelsk, og har tydelige problemer med at udtrykke sig. Dels er deres accent saa markant, at det kan vaere svaert og til tider umuligt at forstaa, hvad de siger. Men heldigvis er de venlige og hjaelpsomme, saa med lidt gestikulation og gentagelser gaar det.
Efter en koeretur fra lufthavnen til Bangkok, som sammenlignet med Indien var ioejnefaldende og overraskende rent, paent, stille og `vestligt` ankom vi til vores hotel.
Godt nok er der ogsaa fattige i Thailand - og en hel del af dem - men de ligger slet ikke i samme udstraekning som i Indien rundt omkring paa gaden, og slummen i Thailand er langt mindre slummet end i Indien. Det giver et meget godt billede af at fattigdom er relativ, og at der er en verden til forskel ifht. at vaere fattig i Indien sammenlignet med Danmark.
Dermed ikke sagt at det ikke kan vaere slemt i Danmark, men i Indien bor de fattigste eksempelvis i midterrabbatten paa en befaerdet vej uden saa meget som en papkasse at soege ly i.
Kvarteret hvor vores hotel laa viste sig at vaere rigtig hyggeligt, livligt og trygt med en rar atmosfaere paa trods af en hel del turister. Og ogsaa hotellet var en positiv overraskelse, da der var tale om et stort og laekkert luksushotel med swimminpool og alverdens gratis dimsedutter paa vaerelset :-)
Men paa trods af de mange vesterlaendinge var der hele tiden smaating, der mindede os om, at vi stadig var i Asien.
For det foerste var badet tydeligvis bygget til smaa asiater, hvilket gjorde det temmelig svaert overhovedet at faa hovedet ind under bruseren uden at braekke nakken af led og samtidig stoedte ens arme mod loftet, naar man forsoegte at putte shampoo i. Alt sammen ting der gjorde at man foelte sig lidt som en kaempe.
For det andet er portionerne tilsyneladende tilpasset asiaternes forholdsvis mindre kroppe, da de er ganske smaa og ikke rigtig til at blive maette af for saadan en som mig.
Tilgengaeld er maden rigtig laekker og billig, dog er prisniveauet generelt lidt hoejere end i Indien, men der var priserne vist ogsaa ekseptionelt lave!
Det kraever dog lige lidt tilvaenning, at thaierne ikke prutter naer saa meget om prisen som inderne og ikke kommer efter en hvis man bare lader som om prisen er for hoej og man vil gaa.
INTREPIDTUR NR. 2: BANGKOK TO HANOI
02/03/08
Soendag startede vores anden Intrepidtur, som vi havde set meget frem til, da den foerste var en succes med masser af forskellige og fantastiske oplevelser.
Vi moedtes om aftenen til et intromoede med vores guide - en soed thaikvinde paa 28 aar ved navn Gift (hendes rigtige navn er meget laengere og langt mere indviklet, men i Thailand saavel som i Indien faar stort set alle et langt navn og saa et kortere kaelenavn som alle kalder dem).
Vores gruppe viste sig at vaere langt mere blandet end paa den foerste tur, da den bestod af englaendere og australiere af begge koen i aldersgruppen ca. 23-60. Men heldigvis kunne man fra starten fornemme at alle var soede og aabne.
03/03/08
Paa dag 2 tog vi en long tail boat gennem Bangkok og saa smukt udsmykkede og velholdte templer skyde op alverdens mulige og umulige steder midt mellem faldefaerdige hytter. Og vi erfarede hurtigt, at der overalt i Thailand og over det hele pludselig popper templer frem af ingenting.
Efter baadturen tog vi til Wat Pho, som er et stort tempelomraade mest kendt for `The reclinning Buddha`, som er en ENORM guldbuddha paa 46 m i bredden 15 m i hoejden.
Herefter havde vi eftermiddagen fri og vi tog til Grand Palace, som var langt stoerre, og om muligt flottere og mere imponerende end Wat Pho. Hvilket var ganske heldigt idet at vi brugte noget naer end evighed paa overhovedet at komme ind, da Isas og mine trekvartbukser, som paa trods af at de gaar langt ned over knaene, ikke var daekkene nok, da ens ben skulle vaere helt tildaekkede. Og efter en overdreven kompliceret og unoedvendig bureakratisk proces fik vi to MEGET VARME saronger udleveret, som skabte en smulegangbesvaer og besvaerliggjorde trappegang. Men som sagt var paladset hele baladen vaerd.
Paa vejen hjem tog vi en luksus tuc tuc sammenlignet med de indiske, hvor der var god plads til os alle fire, og jeg derved undgik at sidde paa skoeddet og dunke hovedet i loftet og faa blaamaerker paa benene, hvilket jo altid er at foretraekke :-)
Hen paa eftermiddagen forlod gruppen hotellet for at `gaa ombord` paa vores nattog, som skulle foere os til byen Chiang Mai. Det var et langt finere et af slagsen en det vi proevede i Indien, og med hyggelige og relativt rummelige sovepladser med gardiner for og god mad serveret ombord. Dog slukkedes eller daempedes lyset aldrig - og en skarp taendt paere lige i hovedet godt nu til en en smule stoerre udfordring at faa sin soevn, men det var nu i smaatingsafdelingen.
04/03/08
Tidligt tirsdag morgen ankom vi til Chiang Mai.
Efter morgenmad og check in i vores udemaerkede guesthouse kastede vi os ud i de af dagens frivillige aktiviteter - vi havde valgt elefantridning og bamboo rafting.
Foer turen gik i gang havde Lea og jeg koebt en kaempe klase bananer fra `elefantstedet`, og takkede nej til at koebe flere, da thaierne spurgte og ikke vi ville have en til, da vi taenkte det maatte vaere alt rigeligt.
Men naturligvis viste thaierne bedst, for Lea og jeg fik en graadig babyelefant,der i loebet af nul komma fem havde fortaeret hele klasen, og forlangte en banan for hvert skridt den tog.
Heldigvis var der `banaboder` undervejs.
Det var rigtig sjovt at ridde paa elefanter, men til tider ogsaa lige temmelig `spaendende`, da det er nogle enorme dyr, som skulle `kravle` op og ned af smaa bitte stier og stejle bakker, og saa sad vores saede mistaenkeligt meget til den ene side, saa man fik fornemmelsen af, at man kunne ryge ned under elefantsmave hvert oejeblik. Men Lea og jeg var ikke de eneste med til tider angstpraegede ansigtsudtryk, de var bestemt ogsaa at finde hos Laura og Isa, da deres fuldvoksne elefant begyndte at broele af dens lunger fulde kraft, hvilket lige mindede en om, at elefanterne godt nok bliver kontrolleret af de thailaendere, der traekker dem rundt, men de maa stadig siges at have en fri vilje - og saafremt en elefant skulle faa trangt til gaa sine egne veje, saa er der vist ingen tvivl om hvem der staerkest.
Efter elefantridningen var det tid til bamboorafting, som ingen helt vidste hvad gik ud paa.
Men det viste sig, at vi skulle sejle ned af floden gennem junglen paa bambustoemmerflaader.
Omgivelserne var meget smukke og ledte tankerne hen paa Junglebogen med smaa rebbroer, der krydsede floden og elefanter, der gik langs bredden. Man blev dog ogsaa en smule vaad bag i, men det betoed nu ikke saa meget andet end at man foelte sig en smule stemplet, som dumme, maerkelige turister, da vi i flok ankom til et lokalt marked for at spise frokost - alle vaade bagi.
Her koebte vi mad saasom ris og nudler i smaa plastikposer til absolut ingen penge, men risene er til dato de bedste jeg har smagt paa turen.
Senere paa dagen besoegte vi Doi Suthep Temple i bjergene efter at have bestiget over 600 trin - stejle trapper er virkelig noget de goer sig i baade i Thailand og Laos, saa vi kommer forhaabentlig hjem med ekstremt veltraennede laegmuskler.
Her saa vi de orange klaedte monke shante, hvilket er en form for syngende boen til Buddha.
Under aftenens middag saa vi original thailandsk dans, som paa den ene side lidt lignede synkrone haandustraekningsoevelser, men som paa den anden side ogsaa var flot og viste stor kropskontrol.
Derefter gik vi paa Chiang Mais natmarked, som solgte en hel masse af de samme ting i mere eller mindre forskellige afskygninger. Bl.a. var der tonsvis af det - ellers saa unikke - salt og pebersaet jeg har koebt i Danmark, saa har man vist faaet afklaret, hvor det er produceret henne.
Med min proppede rygsaek i tankerne holdt jeg mig til at `vinduesshoppe`, mens de tre andre toeser alle fik koebt en naesten `aegte` maerkevaretaske hver.
05/03/08
Paa dag fire koerte vi fem timer for at komme til graensebyen mellem Thailand og Laos nemlig Chiang Kong. Undervejs gjorde vi to stop.
Det foerste var et sted for de fremstillede og solgte cashewnoedder.
Her fik vi opklaret hvorfor denne slags noedder er saa dyre, dette skyldes nemlig, at `cashewtraet` kun baerer en noed pr. frugt pr. aar.
Det andet stop var ved et stort hvidt og nyt tempel, som i sin moderne stil skilte sig meget ud fra alle andre templer vi har set.
Inden i var den ene vaeg malet i et indviklet moenster med Osama Bin Laden i `orkanens oeje` paa den ene side og George Bush paa den anden side. Gruppen havde en mindre debat om hvorvidt der var tale om den gode og den onde side, eller om vaeggen symboliserede at begge i virkeligheden var en af samme stykke blot paa hver deres floej. Personligt holder jeg paa at budskabet var det sidste, men fortolkninger afhaenger jo ogsaa i hoej grad af oejnene, der ser, og jeg har nok ikke vaeret helt objektiv, men saetter uundgaaeligt et saadant maleri ind i min egen forstaaelsesramme.
Udover de to `farlige` maend, indeholdt billede bl.a. ogsaa en converse sko - fortolkningen af hvad ondt der ligger i saadan vil jeg overlade til jer, hehe.
Igennem Chiang Kong loeber den store Mekongflod, og vores guesthouse laa direkte ud til floden med udsigt til Laos paa den anden side. Og vi fik for foerste gang paa turen endelig et firmandsvaerelse, saa der gik rigtig lejrskolesovesal i den.
06/03/08
Var foerste dag paa vores 2 dages baadtur ned af Mekongfloden til Laos og vi vaagnede til den paa disse kanter paa denne aarstid meget uvante lyd regn. For foerste gang i maaneder regner det selvfoelgelig den dag vi skal `crusie` syv timer ned af Mekongfloden.
Og eftersom at regnjakken er sendt hjem og det varme toej pakket dybt ned starter dagen med en dejlig kold og vaad koeretur i en aaben pickup til havnen.
Her gaar hele gruppen ombord med al vores bagage paa en lille bitte traebaad ala en forvokset kano, og bliver bedt om at sidde helt stille, da de let tipper.
Alle sidder vi og frygter at sidde 7 timer paa en traeplade i regnen i en ikke overdaekket baad.
Men heldigvis sejler baaden os bare over til Laos siden, hvor vi veksler penge og ordner immigrationspapirer, og moeder vores i Laos obligatoriske Laos guide.
Midt i al staahejet og regnen holdes humoeret hoejt, da vi ser en sheboy med laarkort og stilletter, og den dybeste stemme.
Derefter gaar turen til en anden havn, hvor en langt stoerre, behageligere og hyggeligere baad ligger til kaj. Og heldigvis er det den vi skal bruge dagtimerne i de naeste dage ombord paa.
Baaden er `drevet` af en lille familie, som ogsaa bor i et rum bagerst i baaden.
Snart gaar turen afsted og vi ser hurtigt eksempler paa de ubeskrivelige, storslaaede og frodige omgivelser som kendetegner Laos, og som skal omgive os de naeste to afslappede dage.
Men den flotte udsigt kompenserer nu stadig ikke for den manglende varme, og vi finder derfor hurtigt alle fire vores medbragte soveposer frem og putter os ned i dem. Undervejs saa vi, udover massevis af traer paa bjerge og bakker, der ligner de fortsaetter ind i himlen, bl.a. ogsaa vandboefler, smaa landsbyer af bambushytter og peanuts, der gror i sandet.
Og saa skal de lige siges, at det klarede op og solen - og dermed ogsaa varmen - broed frem.
Hen paa eftermiddagen ankommer vi til den lille by, hvor vi skal overnatte.
Baaden lagde til ved stor sandklint, hvor bare landgangen var en udfordring, men heldigvis stroemmede det til med lokale drenge og maend, der faar en skilling bar vores rygsaekke til vores guesthouse. `Min dreng` var formentlig ikke engang rundet de 10 aar, og jeg betalte ham dobbelt, for det maa vaere lidt af en opgave for saa lille en knaegt at baere en rygsaek paa stoerrelse med ham selv, der faar det til at ligne en rygsaek med ben.
I vores tripnotes stod, at overnatningsforholdene her var `very basic`, saa vi var spaendte paa at se hvor simpelt det skulle vise sig at vaere, efter at vi paa vores anden tur boede paa paladser og fort. Men det var nu helt udemaerket, det eneste primitive var, at der kun var stroem eller `electric city`, som vores guide kalder det, mellem 18-22.30.
I den lille by besoegte vi det lille, lokale madmarked og et lille tempel.
Og saa var forvirringen total omkring Laos' moentfod kip, fordi sedlerne er i tusinder, og ingen helt vidste hvor meget - eller lidt de egentlig var vaerd. Senere er jeg naaet frem til, at 10.000 kip svarer til 5,6 kr.
07/03/08
Var dag to paa vores baadtur, og igen skulle vi sejle 7 timer - idag med to stop undervejs.
Dels stoppede vi ved en primitiv stammelandsby med bambushytter midt ude i - hvad man skulle tro - var ingenting. Men paa trods af de simple hytter og arbejdsmetoder, havde en stor parabol alligevel fundet sin vej til landsbyen, hvor man kunne betale penge, for at komme ind hos en familie og se TV.
I landsbyen blev vi, som i Indien, fulgt af en flok af nysgerrige, men her ogsaa generte boern.
Til slut gav jeg to af pigerne de pakker farveblyanter jeg havde medbragt fra Danmark, hvilket skabte stort paastyr og glaede, og de to piger delte paent ud til alle de andre boern, saa de fik en hver.
Da vi kom tilbage til baaden var der forberedt laekker frokost til os med bl.a. sur soed oksekoed, groentsager, en karrysuppe med kartofler og naturligvis ris. Det hele saa laekkert, at jeg i loebet af ingen tid fik kastet den ene portion efter den anden ned, mens de andre stadig var igang med foerste omgang.
Hele sejlturen var meget stille, rolig og afslappet, da floden er meget rolig med kun en smule stroem fra tid til anden.
Alligevel kom en skvulpende boelge pludselig ud af ingenting og overmandede Lea, som sad op af kanten.
Senere paa dagen lagde vi til ved nogle grotter med hundredevis af Buddhaer, og endnu engang trapper i saa stor stil, at det maa give selv en proffesionel sportsmand sved paa panden.
Ved 18-tiden ankom vi til Luang Prabang - en stoerre by i Laos, og ikke overraskende var det foerste vi her skulle at bestige en ordentlig trappe med fuld oppakning og en konstant frygt for at falde bagover.
Heldigvis blev vi koert hen til vores guesthouse med hyggelige, men smaa vaerelser, der goer at ens rygsaekke er noedt til at ligge som faelder og forhindringer paa gulvet, naar man i nattens mulm og moerke skal forsoege at finde sin vej til toilettet.
Luang Prabang er en rigtig hyggelig by med massevis af restauranter ned til Mekongfloden og et aftenmarked med fine ting.
08/03/08
Idag har vi vaeret paa en lille tur rundt i byen og set det lokale tempel, en soelvsmed og Museum for etnologi, hvor vi hoerte om de mange forskellige grupper og stammer i Laos, og hvad der er signifikant for deres udklaedning og kultur.
Derefter fandt Isa og jeg et bageri med laekker quiche og cheesechake - mmmm :-)
Og nu er vi saa paa nettet, saa i er hermed helt uptodate!
(For billeder se nedenfor!)
De bedste hilsner fra
Sarah
fredag den 7. marts 2008
Billeder fra Thailand og Laos
LAOS
Sovepose hygge paa Mekongfloden 
Udsigt over Mekongfloden 
Glade og lidt generte boern i en stammelandsby
Grotter med hundredevis af Buddhaer THAILAND:
Reclinning Buddha paa 46 gange 15 meter
Isa og Laura paa deres elefant
En krigerfigur i Grand Palace og hmm, tja en typisk dum turist i paatvunget sarong :-)
Lea og Isa kigger frem fra deres senge i nattoget
Trapper kan de ikke faa nok af - her de der foerer op til Doi Suthep Temple
Munke shanter i Doi Suthep templet
Et hvidt, nyt og moderne tempel
Abonner på:
Opslag (Atom)