Halloej.
Saa er der - for sidste gang - nyt fra vores fantastiske rejse.
Vi startede ud med at vaere temmelig skeptiske og lidt skuffede over Ho Chi Minh City, som foerst virkede kedelig og uden samme atmosfaere som i andre storbyer som eksempelvis Hanoi.
Men det handler jo ogsaa om lige at sondere terraenet og finde de rigtige steder, og bl.a. da vi fandt ud af, at der lige bag vores hotel faktisk laa nogle rigtig hyggelige gader med gode restauranter og barer, saa blev vi efterhaanden mere og mere glade for byen.
Og paa de foernaevnte restauranter og barer moedte vi en masse af de mennesker vi havde moedt flere gange foer paa vores tur - for er der noget man kan konstatere, saa er det, at backpackere i ekstrem grad rejser til de samme steder, saa man bliver ved med at stoede ind i de samme igen og igen.
Men paa trods af at byen viste sig at vaere mere hyggelig og stemningsfuld end foerst antaget, saa bliver fugtig hede og storby aldrig en cocktail jeg kommer til at bryde mig om, saa paa min foedselsdag tog vi paa en todages tur til strandbyen Muine ca. 4 timers koersel fra Ho Chi Minh.
Jeg blev vaekket tidligt med en skoen `lilleskole` foedselsdagssang opfoert med fantastisk entuiasme af de andre piger.
Og saa skulle vi ned og naa bussen til Muine.
Det viste sig, at vi skulle med en af de saakaldte `open buses`, som koerer over hele Vietnam. Og det var faktisk en rigtig positiv oplevese, i og med at disse busser er langt mere komfortable end danske sovebusser, da man her ligger paa et saede i lidt samme position som en solseng, og saa har man masser af plads og luft omkring sig, da man ligger en og en, og ikke to og to som i Danmark.
Efter fire timers afslapning naaede vi saa frem til den beachresort vi skulle overnatte paa.
Det viste sig at vaere et rigtig laekkert sted med store, laekre vaerelser lige ud til en hyggelig, lille privat strand.
Her slappede vi saa af hele eftermiddagen og noed at vaere sluppet ud af den hektiske storby og blive koelet ned af havvandet og en let brise.
Byen virkede rimelig doed, men man har kun foedselsdag en gang om aaret, saa vi tog noget af vores paene nysyede toej paa og `drog afsted` fast besluttet paa at finde et hyggeligt sted at spise med nogle andre mennesker.
Og ved et rent tilfaelde fandt vi et godt gemt, men hyggelig restaurant med et par andre mennesker og beliggende lige ud til vandet. Og da der kom livemusik, kom lidt flere mennesker til og for en gangs skyld var livemusikken faktisk rigtig god og det samme var maden - dejligt at vaere saa heldig paa sin foedselsdag :-)
Senere paa aftenen kom musikeren hen og spurgte, hvor vi var fra, for han synes, at vi loed tyske.
Det fik vi hurtigt gjort klart at vi ikke var og fik ogsaa udtrykt en vis skepsis overfor det tyske sprog, da han saa kunne afsloere, at han var tysker - ups.
Men det er da ogsaa en smule pudsigt at forveksle os med tyskere, naar han selv er en.
Men anyways, saa hoerte han, at jeg havde foedselsdag og valgte at synge et lille vers af en foedselsdagssang og en sang med titlen `Sarah` i den anledning.
Det var en delvist sjov, delvis pinlig oplevelse.
Senere paa aften fandt nogle af de backpackere vi har moedt tidligere paa vores tur paa mystisk vis ogsaa deres vej til den lille by og den skjulte restaurant, saa det var meget hyggeligt.
Naeste dag skulle vi - lidt for - tidligt op, da der i turen var inkluderet en jeep med chauffoer, der skulle koere os til `Yellow dunes` og `Pink stream`.
Vi var ikke helt klar over, hvad det var, men altid friske paa at opleve noget mere, saa vi kom ud af sengen og afsted.
`Yellow dunes` var et stort, tegnefilmsagtigt oerkenomraade, som var flot og skaegt at se, men pga. heden kunne vi ikke udholde at vandre rundt der ret laenge.
Bagefter blev vi taget til `Pink dunes`, som var rimelig meget det samme som `Yellow Dunes`, bare i en lidt mere roed nuance, men der havde vi ligesom set nok sand for den dag, saa vi tog hurtigt videre.
Til sidst kom vi til `Pink Stream`, som viste sig at vaere en roedlig flod med lavt vand, saa man for at `opleve den` gik en halv kilometer i den med to soede, smaa vietnamesiske drenge som guides.
Derefter gik turen tilbage til den varme, varme by igen.
Vores tid i Ho Chi Minh var saa varm, at vi ikke orkede ret meget. Men en af de andre ting vi tog os til var en endagstur til Cao Dai templet og Cu Chi tunnelerne.
Det viste sig, at der skulle to danske piger med os paa turen, hvor den ene boede lige ved vores gymnasium i Buddinge - det er nu en lille verden.
Templet var et stort, farverigt `boerneagtigt` tempel for baade buddhister og konfuister.
Vi blev der til middagsboen, hvor templet fyldtes med flere hundrede hvidt klaedte religioese, som samledes til boen.
Efter frokost tog vi saa til Cu Chi tunnelerne, som var hovedaarsagen til, at vi tog paa turen.
Tunnelerne, som er over 200 km paa kryds og tvaers, blev lavet med simple redskaber af de lokale under Vietnamkrigen og her boede de og forberedte sig fra de kampe, der blev kaempet over jorden.
Vi fik os en EKSTREMT hurtigt snakkende guide, som drev en til vanvid med hans manglende pauser og samtidig gjorde det mere eller mindre umuligt at forstaa, hvad han sagde, saa fik ikke fat i meget mere `raevehuller` og skyttegrave, og Laura og jeg var nede i en af de ekstremt snaevre tunneler, hvor jeg paa trods af, at jeg gik fuldstaendig sammenfoldet, stadig skrabede i mod vaeggene i de moerke gange. Bestemt ikke en oplevelse for folk med klaustrofobi, men rigtig spaendende og maerkeligt at vaere praecis der, hvor en del af krigen foregik og blev udkaempet.
D. 3 april tog vi saa via Bangkok til Koh Samui, og herfra til den lidt mindre oe Koh Phangan en times sejlads fra Samui. Og her er vi saa nu.
Oen er rigtig smuk og paa trods af en del turister er den endnu rimelig afslappet og uspoleret.
Eksempelvis er der ikke nogle hoeje turisthoteller, men kun smaa bungalows ud til kysten, og saa er vejene ikke altid helt fremkommelige, men det er kun rart, at oeen stadig har noget af sin originale og naturlige charme.
De foerste to naetter boede vi naer den havn, hvor vi kom ind med baaden og hvor der til vores store overraskelse virkede meget oede - bestemt ikke hvad vi havde hoert.
Men vi fandt hurtigt ud af, at der var langt federe i den anden ende af byen og ud til den anden strand, saa derefter flyttede vi herned. Her har vi boede i en dejlig bungalow lige ud til den brede, hvide strand med helt klart blaat vand og palmer.
Og den har mest bare staaet paa badning, solning, laesning og spisning, da der er saa varmt, at enhver form for bevaegelse er noget man skal tage sig sammen til laenge i forvejen.
Derudover har vi fejret Lea og Lauras foedselsdage, selvom kraefterne i varmen ikke var til meget andet end den saedvanlige badning og afslapning.
Men om aftenen paa Leas foedselsdag blev vi pludselig overmandet af et ENORT VOLDSOMT og pludseligt regnvejr, som fuldstaendig gennembloedte os, da vi bare skulle krydse vejen over til den restaurant, hvor vi ville spise.
Taenk selv ikke i Thailand kan stakkels Lea undgaa regn paa hendes foedselsdag.
Men vi har ogsaa vaeret paa en baadtur rundt om oeen, hvor vi bl.a. badede i et dejligt, hengemt, koeligt vandfald.
Men det klart fedeste paa den tur, var da vi stoppede for at snorkle.
Jeg fik snorkeludstyret paa og hoppede i fra baaden, og landede i en helt anden verden fyldt med MASSEVIS af farverige og forskellige fisk, og flotte koraller.
Og endnu flere fisk stroemmede til, da nogle af dem, der blev paa baaden - herunder Lea og Isa - kastede broed ned paa mig, saa jeg blev omringet af saa mange fisk, saa man kunne komme i tvivl om man svoemmede i saltvand eller fisk.
Det var en hel vildt fed og flot oplevelse, saa jeg ser frem til snart at snorkle, naar vi kommer til Koh Tao, som er en endnu mindre, men eftersigende endnu flottere oe, et par timers sejllads her fra.
Vi skulle faktisk vaere ankommet dertil i dag - havde endda pakket og tjekket ud, da vi fandt ud af at den sidste baad var gaaet :-(
Saa nu har vi maatte slaebe vores efterhaanden temmelig tunge bagage tilbage igen og faa vores vaerelse tilbage for endnu en nat.
Lidt af et antiklimaks, naar man virkelig var opsat paa at komme afsted.
Og naa ja, naar man snakker om antiklimaks, saa havde vi set frem til fejringen af budhhistisk nytaar her d. 13, og troede, at der ville vaere stor fest paa vores lokale strand, hvor der hver aften er gang i den. Men det viste sig, at vi skulle med taxa for at komme til det beroemte Halfmoon party lidt vaek. (Oeen her er saerlig kendt for dens maanedlige Full Moon party, som foregaar paa netop vores strand og tiltraekker mellem 5-15.000 mennesker).
Efter at have betalt en halv pebret entre (men alting er nu relativt dyrt paa denne oe) kom vi en til en enorm, udendoers techno fest.
Foerst gik vi lidt omkring og foelte os malplacerede, men besluttede os saa for lige at `fitte in` for en stund, og kastede os ud i at parodiere de mange aggresivt dansende paa dansegulvet.
Men nej vi bliver nu aldrig hooked paa hele den der techno-rave boelge.
Efter en halv time havde vi ligesom faaet nok af de dunkende technorytmner, og besluttede at tage tilbage til vores egen strand, hvor de saedvanligvis spillede andet end techno.
Men saa snart vi kommer ned paa stranden bliver vi fuldstaendig uforberedt beskudt med vandgevaerer fra alle sider, og jeg flygter i den ene retning, mens de andre loeber den anden vej.
Og saa staar jeg pludselig der - konstant beskudt med vand - og er noedt til at staa stille saa de andre kan finde mig igen, hvilket de endelig goer!
Vi indser hurtigt, at hele stranden er en stor vandkamp og skynder os alt hvad vi kan hjemad.
Naeste dag bevaeger vi os saa afsted mod et godt morgenmadssted vi fandt dagen foer, men opdager hurtigt, at vandkampen ikke er ovre, tvaertimod er hele byen forvandlet til en stor vandkamp, hvor der bliver skudt paa alt og alle - og saa er der altsaa efterhaanden lige lovlig meget Ibiza stemning i den efter min smag.
Her er jo godt nok varmt, saa lidt vand ville egentlig ikke genere, hvis bare man ikke rendte rundt med telefon, kamera osv.
Saa resten af dagen sniger vi os rundt af bagveje og stier i byen for at undgaa vand.
I morgen tager vi saa som sagt til Koh Tao, hvor vi bl.a. skal snorkle noget mere.
Og d. 19 tager vi saa til Bangkok, hvor vi skal vaere de sidste tog dage inden vi tager afsted mod Danmark d. 21 med hjemkomst d. 22.
Og det var saa det.
3 maaneder gaar virkelig hurtigt, naar man oplever og rejser saa meget, og ligesaa ekstremt fedt, fantastisk, spaendende og oejenaabende, som vores tur har vaeret, saa er jeg nu ogsaa fyldt til randen med oplevelser, og ser frem til at komme hjem og se jer alle igen!
Og jeg proever at medbringe lidt sol og varme.
Kaerlige hilsner fra
Sarah
NYHED på Messenger: Sten - Saks - Papir
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar