En beretning om shopalkoholisme, hvordan noed laerer sulten kvinde at spise med pinde og hvorfor dre

Hej med jer.

Saa foelger anden del af beretningen om turen fra Bangkok til Hanoi plus lidt om vores rejse paa egen haand ned gennem Vietnam.

12/3-08
Vi startede dagen med en rundtur i Vientiane - hovedstaden i Laos - og saa blandt andet en ufuldendt kopi af triumfbuen. Aarsagen til at den var forblevet ufuldtendt laa der en eller anden morale bag, som desvaerre er gaaet tabt i min hukommelse.
Derudover saa vi endnu et tempel, som var flot, men templer imponerer bare ikke i samme grad, naar man har set flere end man kan taelle.
Efter rundturen havde vi fritid og tog paa det store natmarked, som, paa trods af navnet, har aabent hele dagen.
Efter en god frokost fandt vi et `vestligt` supermarked med baade lakridshjul, vingummibamser og rittersport - fantastisk oplevelse, da saerligt lakrids har vaeret laenge savnet!
Derefter koebte vi laekre kager med fra et `German bakery` og tog med tilbage paa hotellet.
Og jeg skulle hilse at sige, at de laver god cheesecake paa disse kanter!

Om aftenen var den eneste, der dukkede op til middag vores guide Gift, men tilfaeldigvis gik vi med hende ind paa den samme gode, vesterlige restaurant, som fire andre fra vores gruppe ogsaa spiste paa. Og efter middagen tog vi allesammen paa `Rooftopbar`, som var et hyggeligt sted, hvor der ogsaa var andre Intrepidgrupper. Men samtidig var der ogsaa en hel del rent ud sagt store, tykke og gamle vesterlige maend med en eller flere smaa, koenne, unge thaikvinder. Og nu bryder jeg mig principielt ikke om at vaere fordomsfuld og generaliserende, men man taenker nu alligevel sit, naar man ser saa `umage` par, hvor kun den ene part ser ud til reelt at bryde sig om situationen.

Da alting jo, som foer omtalt, lukker omkring kl 24 i Laos, tog vores guide os senere paa aftenen med til et diskotek, som skulle holde aabent hele natten.
Det viste sig at ligge paa et hotel, og at vaere en meget ... `spoejs` oplevelse.
Gaesterne var en blanding af lokale og turister, og inde ved dansegulvet stod nogle meget letpaaklaedte `piger` og dansede. Nogle af dem fortalte vores guide os var de saakaldte `ladyboys`, mens andre af dem var prostituerede. Og saa var der ogsaa nogle, der ikke var nogle af delene selvom deres udseende og paaklaedning kunne faa en til at komme godt og grundigt i tvivl.
Men paa trods af at vi var omgivet af en del letpaaklaedte `piger` og selv var ifoert beskidt, kedeligt, svedigt og meget daekkende toej, kom to japanske maend hen til Isa og Lea, og sagde noget mere eller mindre uforstaaeligt. Det viste sig saa, at de troede, at de var prostituerede.
Sikke et `kompliment`!
Da der blev lidt for meget bas og dirty dancing, og lidt for lidt hjerne inde ved dansegulvet, gik vi ud paa den udendoersterasse, hvor vi fik ogsaa en interessant samtale med en afrikaner ved navn Lucky, som fortalte os, at han var en `happening guy` og forklarede os, hvad hip hop var - just in case vi var i tvivl.
Saa havde der ligesom vaeret nok action og interessante oplevelser den aften, og vi tog hjem i seng, for ikke at vaere helt smadrede til naeste dags tur.

13/3-08
Paa dag 12 tog vi med bus til Lak Sao, en lille landsby naer graensen til Vietnam.
Der gik lidt ged og misforstaaelser i det ifht. at faa vekslet penge og faa haevet til det sidste doegn i Laos, saa jeg pludselig stod uden en krone - eller rettere kip (pengene i Laos) paa lommen, og dermed ikke penge til mad, hvilket let kan fremprovokere et mindre angstanfald hos en med lavt blodsukker, stor sult og stor madglaede som undertegnede.
Heldigvis blev Laura dagens helt, da det viste sig at hun havde nogle dollars, jeg kunne faa vekslet til Kip i Lak Sao.

Undervejs paa den slalomagtige bjergkoersel gjorde vi to stop.
Det ene var ved den saakaldte `Stone forrest`, som er, hvad der ligner en enorm skov lavet af klipper.
Det andet stop var ved en flod med baade lavet af bomber, der er blevet kastet over Laos.
Og eftersigende skulle Laos vaere det land, der er blevet smidt flest bomber over gennem historien, saa der skulle vaere en del at tage af.
Og det er da ogsaa smart at udnytte alt hvad man har og samtidig derved aldrig glemme sin fortid.
Men den stoerste, omend ikke bedste, oplevelse paa koereturen var den Laos guide, der skulle foere os til graensen, da han informerede os om, at han sang hver dag og mente, at han sang rigtig godt, og derfor synes, at han da lige ville optraede for os.
Om han blot var fuldstaendig tonedoev eller om asiater bare har en HELT anden opfattelse af, hvad der ligger i at have en god sangstemme, skal jeg ikke kunne sige.
Men fra mit synspunkt sang han pivfalsk, urytmisk og ekstremt komisk, men i laengden ogsaa traettende med sin naesten ugenkendelige udgaver af Westlife og Celine Dion numre, og jeg kroeb derfor flad af grin ned bag saedet og skruede op for MP3'eren.

Om aftenen, velankommet til Lak Sao, fik vi at vide, at dem der ville lige skulle besoege en skole inden aftensmad, hvor de lokale boern laerte engelsk om aftenen. Isa og Lea orkede ikke, men Laura og jeg gik med, og det viste sig saa, at vi uforberedt skulle undervise boernene.
Foerst blev jeg sendt med to andre ind i et klasselokale med kun to elever, men blev efter 5 minutter hentet ind til et andet lokale propfyldt med boern i alle aldre.
Jeg satte mig og snakkede med fire drenge og piger mellem 14-17 aar, og saa havde de forberedt en masse spoergsmaal til mig og jeg skulle saa stille dem spoergsmaal.
Det var rigtig hyggeligt og sjovt, og virkelig imponerende, hvad de havde laert sig af engelsk paa de tre maaneder de havde haft det!
Mens deres laerer var mindre imponerende til engelsk.
Et eksempel herpaa var da boernene spurgte, hvad mine foraeldre arbejdede som og jeg sagde, at min mor var `a nurse`. Og da de ikke forstod det og spurgte laereren om at hjaelpe, sagde han, at hun var `a nudle` - ikke lige nogen proffesion jeg har hoert om, men meget typisk, at asiater har tendens til at hoere ord de ikke forstaar som nuddel, naar nu man naermest drukner i dem paa disse kanter.
Men det var en rigtig god oplevelse at `undervise` fordi boernene var saa glade, laerenemme og laereglade, og det gav mig helt klart smag for maaske engang at lave noget frivilligt arbejde i den dur.
Bagefter spiste vi paa byens eneste - og ikke saerlig spaendende restaurant - som sigende nok bar navnet `Only one restaurant`. Mere spaendende var tilgengaeld det folkeeventyr, som vores guide fortalte os under middagen:
I korte traek handlede det om en skildpadde og 2 svaner, som havde besluttet sig for at flyve til en anden jungle. Og de to svaner holdt saa en pind mellem sig, som skildpadden kunne bide sig fast i mens de floej afsted. Men midt under flyveturen spurgte en dreng nede fra jorden, om skildpadden dog virkelig kunne flyve, og da skildpadden ville svare faldt han ned og splattede ud, og blodet splattede op under drengens arme. Og det skulle saa vaere forklaringen paa, hvorfor drenge - og ikke piger - lugter under armene, hvilket maa siges at vaere en lidt anden slags morale end dem vi kender fra vestlige folkeeventyr, hehe.

14/3-08
Paa dag 14 gik turen tidligt afsted til den vietnamesiske graense, da vi fik at vide, at det kunne tage sin tid at krydse graense.
Og ganske rigtigt, for det var super bureaukratisk og indviklet at kommer over graensen, og der glaedede man sig virkelig over at have en guide med, for for `udefrakommende` som os, havde det paa egen haand vaeret fuldstaendig uigennemskueligt.
Og det overdrevne og unoedvendige bureaukrati udoevet af enhver med bare en smule magt skulle vise sig at vaere meget symptomatisk for hele Vietnam.
Og som bekendt siger man at `magt korruptere` og det var ogsaa tilfaeldet ved graenseovergangen, hvor vi hver isaer - helt aabenlyst - skulle bestikke de ansatte med 1 dollar og et smil for at faa det noedvendige stempel i passet.

Da vi endelig var kommet over graensen og tilbage i bussen, stod den ellers paa mange timers udsigt til ikke andet end frodige, groenne rismarker, hvor vietnamesere med rishatte arbejdede haardt med enden i vejret.
Efter noget tid faldt jeg i soevn og da jeg vaagnede igen, stod den ikke laengere paa rismarker, men paa kaotisk byliv a la Indien.
Og vi stoppede midt i byen paa en lokal restaurant, hvor jeg, endnu halvsovende, men ikke desto mindre hamrende sulten, pludselig lige skulle laere mig at spise med pinde - en kunst jeg ikke lige har faaet oevet hjemmefra.
Og jeg skulle hilse og sige, at det tager sin tid at blive maet, naar man skal spise ris med pinde!

Umiddelbart kunne man tro, at man ikke kunne se meget forskel paa Laos og Vietnam.
Men fra det oejeblik vi krydsede graensen var det svaert at komme i tvivl, for paa alle huse og baade flagrer det karakteristiske vietnamesiske roede flag med den gule stjerner, som et symbol paa den nationalisme og kommunisme, som gennemsyrer landet.
Deruodver vrimler det med butikker med kommunistisk propaganda og paa alle stoerre veje haenger store skilte med propaganda i form af hammer og sejl, og `Uncle Ho`, side om side med de saedvanlige reklamer.
Krigen med de mange aars kamp for selvstaendighed og overlevelse har altsaa sat sine tydelige psykologiske spor i landet.
Endvidere ser man ogsaa overalt alverdens offentligt ansatte ifoert uniformer, og en stor del af maendene baer hjelme, der ligner noget fra et militaert overskudslager fra krigen.

Om aftenen moedtes vi paa med Isas veninde Line, paa baren `Maos Lounge` i det gamle kvarter i Hanoi, som er den klart hyggeligste del af byen. Line laver nogle maaneders frivilligt arbejde i form af undervisning i engelsk paa en skole i en SOS-boerneby, og var derfor vores private guide i byen. Baren var bare en af utallige hyggelige barer i det gamle kvarter fyldt med backpackere saavel som lokale.

15/3-08
Var sidste egentlige dag med vores Intrepid gruppe og vi startede ud med en fantastisk laekker brunch betalt af Intrepid paa en restaurant kaldet KOTO.
KOTO staar for `Know One Teach One` og er et foretagende som hjaelper gadeboern og boern, der af andre aarsager har det svaert, ved at udanne dem indenfor restaurationsbranchen og laere dem almene ting om `livet`. Og derved var ikke bare maden, men hele konceptet fantastisk.

Efter at vi havde stoppet os til randen - i den gode sags tjeneste naturligvis - tog vi hen for at se Ho Chi Minhs mausolaeum, hvor `Uncle Ho` himself skulle ligge, balsameret naturligvis.
Igen var det en unoedig og overdreven bureaukratisk proces at komme ind med hvad der efter min mening var bureaukrati udelukkende for bureaukratiets skyld.
Og naar man eksempelvis paa vej til mausolaeoumet uden synlig grund bliver bedt om at gaa stille to og to paa raekke, for jeg altsaa en trang til at goere lige det modsatte.
Men jeg holdt mig i skindet og vi naaede derfor ind og se, hvad der skulle vaere Ho Chi Minh omgivet sjyssende og alvorlige vagter i `fine` uniformer.
Men det lignede nu mest af alt en voksfigur, hvilket vores guide ogsaa mente at det maatte vaere.

Senere paa dagen besoegte vi sammen med nogle andre fra gruppen et tidligere faengsel, der var lavet om til krigsmuseum, hvor man bl.a. kunne se isolationsceller, doedsgangen og gilliotine, men ogsaa massevis af billeder saerligt vedroerende modstanden under krigen.

Senere paa dagen havde vi en langt mindre alvorlig oplevelse, da vi sluttede Intrepidturen af med at gaa ind og se Hanois waterpuppet show.
Det var et relativt stort teater med en `scene` bestaaende af vand og saa stod nogle mennesker bag kulisserne og styrede forskellige dukker, som fremfoerte forskellige smaa historier. Det var meget sjovt, men saa heller ikke mere end det - maaske ogsaa fordi det hele foregik paa vietnamesisk.

Efter showet gik vi alle paa en lidt finere restaurant til `afskedsmiddag`.
Maden var rigtig laekker, omend portionerne ligesom alle andre steder i dette land var temmelig smaa. Og derudover var restauranten sjovt indrettet idet at man sad og spiste i cykelrickshaws.
Efter middagen gik hele gruppen paa en fancy bar, men efter lidt tid smuttede vi videre og moedtes med Isas veninde Line igen.

Halong Bay; turister, mus, hav og klipper i en uendelighed
Dagen efter flyttede vi til et billigere hotel centralt beliggende lige midt i det hyggelige gamle kvarter.
Men inden vi smuttede fra det gamle hotel bestilte vi en todages tur med en overnatning paa baad til Halong Bai et par timers koersel fra Hanoi.

Egentlig skulle vi hentes kl. 7.15 om morgenen, men bussen blev godt en time forsinket, hvor vi bare sad paa gaden og ventede, paa trods af at det endda viste sig, at vi var de foerste bussen skulle samle op.
Men det gav os saa tid til at betragte det vietnamesiske morgenliv, hvor mange af de lokale saetter sig ned paa gaden i smaa grupper og snakker og spiser morgenmad.
Mens andre i pyjamas tuller rundt og koeber lidt broed, blomster og lignende af `omvandrende` gadesaelgere, der dog forsvinder ligesaa hurtigt som de er dukket op, naar de autoritaere politibetjente kommer koerende eller spankulerende.

Efter nogle timers koersel naaede vi Halong Bay city's havn proppet med turister og traebaade. Vi fandt vores baad og sejlede til en enorm grotte, som foerst var blevet fundet i 1990'erne, da en fisker soegte ly for stormen og fandt den.
Desvaerre blev oplevelsen lige lovlig psykedelisk, da grotten var blevet fyldt med lys i alverdens farver, hvilket ikke helt gik i spaend med den naturskabte grotte. Derudover var grotten fyldt med turister, saa der knapt nok var tid til at stoppe op og nyde synet, for saa dannedes der hurtigt `koe` og utilfredshed bag en.

Resten af tiden brugte vi paa at slappe af paa baaden og nyde den helt fantastiske udsigt i Halong Bay paa trods af, at vi desvaerre var kommet afsted paa en dag med masser af graa skyer og smaaregn.
Paa trods af at omraadet er blevet gjort til en enorm turistattraktion som besoeges an hundredevis af baade dagligt, er det stadig saa stort at vi kunne sejle rundt i ro og mag i flere timer uden at stoede paa andet end de smaa flydende lokale landsbyer.

Om aftenen samledes alle baadene saa igen i samme omraade for natten.
Og vi overnattede i to smaa, men hyggelige kahytter.
Desvaerre blev Leas og min nat delvist spoleret af mus der peb og muligvis loeb hen over Leas seng.
Hvilket hun ihvertfald paastod, da hun med et hvin langt hoejere end musenes vaekkede mig midt om natten.

Hoi An; shopaholics
Torsdag d. 20 tog vi nattoget 19.30 fra en af de mange togstationer i Hanoi med retning mod Da Nang naer den mindre by Hoi An midt i Vietnam. Vi var foerst lidt usikre paa hvordan vi mon skulle finde de rigtige tog, vogn osv., da systemet, da vi tog med tog i Indien, var aldeles uigennemskueligt og derudover blev oplysninger om togafgange kun offentliggjort paa vietnamesisk, hvilket endnu ikke er vores staerkeste side.
Men pludselig kom en umiddelbart venlig mand, der lignte, at han arbejdede paa stationen og hjalp os ud til toget, viste os vores kupee og fik mast alt vores bagage ind under sengene.
Vi sagde paent tak for hjaelpen lettede over hvor let det var gaaet, men saa blev han ellers siddende.
Vi fandt derfor lidt drikkepenge til ham, men saa aendrede han pludselig karakter og sagde, at han skulle have 50.000 dong. Under andre omstaendigheder ville vi have sagt til ham, at han kunne rende og hoppe, for vi havde saadan set ikke bedt om hans hjaelp og det havde kun taget ham et par minutter, saa drikkepenge svarende til en bedre middag virkede lidt i overkanten.
Men nu var det saadan, at han sad paa vores ene seng og lignede, at han ikke havde taenkt sig at flytte sig foreloebig, saa vi betalte ham modvilligt, hvad han forlangte og straks var han vaek.

Men bortset fra den graadige mand var togturen rigtig hyggelig og langt mere komfortabel end samme tur med bus. For naar bare man har en seng - omend vi paa denne tur kun kunne faa de haarde senge - og en aflukket kupee, saa kan en 16 timers tur for at komme halvejs gennem Vietnam faktisk vaere ganske hyggelig med kortspil, musik og laesning.
Godt nok er kupeerne med de haarde senge seksmandskupeer, saa der laa to unge vietnamesere i de oeverste koejer, men de var meget venlige paa trods af at vi ikke kunne kommunikere, og forsoegte nysgerrigt, men formentlig forgaeves at foelge med i vores kortspil.
Eneste mindre irritationsmoment ved deres tilstedevaerelse var, at pigen paa et tidspunkt tog snacks, som viste sig at vaere toerret og MEGET gammel fisk frem, hvilket gjorde, at der spredte sig en gennemtraengende stank i hele kupeen.

Vi havde hoert fra andre, at maden paa disse eksprestoge ikke var noget at skrive hjem og efter, og havde derfor selv medbragt noget. Men da pigen var vores kupee fik fat i noget af den varme mad de serverede paa toget, meldte sulten sig alligevel og Isa og jeg gik paa jagt efter `foede`.
I vores jagt paa madvognen opdagede vi hvor ENORMT langt toget var, da det tog ogsaa ganske laenge at komme ned i den anden ende. Samtidig opdagede vi ogsaa, at der var en stor del af passagerne, der skulle sidde taet op og sove, hvilket fik os til at saette endnu mere pris paa vores senge paa trods af manglende madrasser.
Endelig fik vi fat i noget meget billigt mad, som mest af alt lignede risengroed, der endnu ikke var kogt sammen. Men det smagte nu ganske udemaerket.

Efter endelig at vaere faldet i soevn paa de haarde senge, som naar jeg taenker mig om dog egentlig minder meget om de hotelsenge vi har proevet, vaagnede jeg med lidt af en deja vu oplevelse, da Isa og Laura fortalte, at der loeb mus hen over gulvet og hen over min taske.
Jeg var lige ved at hidse mig op over at faa spoleret endnu en nat pga. nogle smaa, irriterende dyr, men holdt frustrationen tilbage, faldt til ro og faldt heldigvis snart i soevn igen.

Naeste dag ankom vi til Da Nang station omkring 11.30 og blev, som saa mange gange foer, overfaldet af taxachauffoerer. Vi havde fundet et hotel i Hoi An i vores meget nyttige og benyttede `Turen gaar til Vietnam` og fandt hurtigt en taxachauffoer, der kendte stedet.
Vi forsoegte at faa en `fixed price`, saa det ikke kan betale sig for chauffoeren at koere alverdens omveje, men han insisterede paa taxameter, og vi blev formentlig taget med paa alverdens omveje.

Men velankommet til Hoi An fandt vi hurtigt et godt og billigt hotel med ledige vaerelser placeret centralt lige midt i den relativt lille by.

Og vi faldt hurtigt pladask for byen.
Vi startede med at finde ud af, at der lige overfor vores hotel laa en lille, billig lokal restaurant med god mad og en soed, aeldre vietnamesisk mand, der betjente.
Her blev vi hurtigt stamkunder - ihvertfald naar det galt morgenmad, hvor den bl.a. stod paa laekker guacemole og jordbaerjuice til ingen penge.
Derudover er hele byen super hyggelig, stemningsfuld og overskuelig at finde rundt i.
Den har en dejlig beliggenhed ud til en smuk flod, man kan komme ud og sejle paa for ingen penge, og saa ligger der paa havnen den ene hyggelige restaurant efter den anden.
Og vi fandt hurtigt baren, hvor alle de unge tilrejsende moedtes om aftene.
Derudover er der et marked med alverdens ting og sager - noedvendige saavel som unoedvendige - men overraskende nok brugte vi ikke meget tid og penge her, for vil man shoppe i Hoi An, saa gaar man til en af de over 400 skraeddere, der ligger side om side i byen.
Vi blev hurtigt opslugt af alt det flotte og billige toej og sko man kunne faa specielsyet allesteder, og havde inden vi havde set os om bestilt rigtig, rigtig meget.
Derfor kom flere dage til at gaa med at vaelge toej og sko, faa taget maal, faa tilpasset varerne og hente dem igen.
Skoent med en hel ny garderobe - omend vi til tider foelte os en smule overfladiske, og fik lidt daarlig samvittighed over at rejse rundt i saa fattige land, og saa spendere saa meget tid og penge paa os selv.
Men naar vi koeber af de lokale er det vel en inddirekte stoette til dem ikke?
Det bilder vi ihvertfald os selv ind, hehe.

Men vi fik fra tid til anden ogsaa loesrevet os fra vores shopperi, og tog bl.a. paa en endagstur til `Cham Island`. En paradislignende oe med en aegte bountystrand godt en times sejllads fra fastlandet.
Denne gang var bussen der skulle samle os op ikke forsinket, tvaertimod var den 20 min for tidlidt paa den, saa vi rullede ud af sengen og afsted.
Desvaerre var vejret netop denne dag koldt og graat med smaaregn - de foregaaende dage havde der ellers vaeret hoej sol og rigeligt varmt i Hoi An, men skaebnen vil det tilsyneladende at det skal regne hver gang vi skal ud og sejle.
Pga. vejret blev det en temmelig kold baadtur, som vi ikke var paaklaedt til, hvilket jeg giver skylden for at jeg nu har revet en forkoelsesinfluenza af en slags til mig - oev oev oev.

Endelig lagde baaden til og vi gik gennem frodige, groenne rismarker op til oens lille tempel, hvor vi fik serveret den lokale the. Bagefter gik vi ned gennem landsbyen ned til havnen, hvor der ikke var andet et lokale og lokaltliv at se:
Et sted sad kvinderne og handlede med de groentsager og andre varer, som netop var sejlet ind fra Hoi An. Laengere nede af havnen sad maend og reparerede gamle traebaade, og da en af disse skulle i vandet, kom alle maendene straks springene til for med raab og hujen at hjaelpe til.

Efter at have betragtet det lokale liv tog vi baaden videre ud for at snorkle, hvilket jeg havde set meget frem til. Desvaerre var vejret saavel som vandet paa det tidspunkt iskoldt, saa jeg maatte holde mig fra det.
Efter at nogle af de mindre kuldskaer havde snorklet ganske kort, lagde baaden til land paa en fantastisk smuk bountystrand med hvidt sand og palmer, og ingen andre besoegende end os.
Her spiste vi saa frokost, og havde bagefter tid til at slappe af paa stranden.
Og paa trods af det overskyede vejr formaaede jeg at blive relativt krebseagtig i hovedet.

En anden dag tog vi til My Son (udtales mi son), som er en gammel helligdom, til tilbedelse af bl.a. Shiva og Ganesh, godt en times koersel fra Hoi An. Udover at det naturligvis er flot at se paa, er der to ting, der goer stedet mere interessant.
For det foerste ved man ikke hvordan helligdommene er bygget, da man endnu ikke har fundet ud af, hvad der holder stenene, som de bestaar af sammen. Men man har ihvertfald kunne konstatere, at der er tale om noget solidt og smart materiale, for som vores guide viste os, saa holder de gamle, originale dele af helligdommen bedre end de dele der blev restaureret for faa aar tilbage.
For det andet blev omraadet under Vietnamkrigen erklaeret for `freefirezone`, hvilket betoed, at man her maatte skyde paa alt og alle, og samtidig kunne amerikanerne smide de bomber de havde i overskud.
Dette har gjort at My Son helligdommen, som ellers har vaeret enorm praengende er blevet delvist oedelagt. Derudover har freefirezonen bl.a. ogsaa sat sit praeg paa omraadet med et stort bombekrater.

Ho Chi Minh City
I gaar, torsdag d. 27, tog vi saa afsked med Hoi An, for at drage mod Ho Chi Minh City i det sydlige Vietnam. Igen havde vi valgt at tage toget og havde denne gang sikret os en firmandskupee med bloede senge. Denne gang skulle vi afsted 11.30 med ankomst i Saigon 05.20 (Saigon og Ho Chi Minh city forveksles ofte, men Saigon er blot en bydel i Ho Chi Minh).
Togturen gik fint bortset fra, at jeg nok drev de andre saavel som mig selv til vanvid med min forkoelelse og selvmedlidenhed. Paa trods af at jeg havde koebt et stoerre forraadslager bestaaende af tre sandwich, fire bananer og to pakker kiks med, koebte vi alligevel ogsaa `lige` aftensmad paa toget, hvilket denne gang var en stoerre succes end sidste.
Taenk engang for fem kroner at kunne faa en ret med ris, groentsager, peanuts og koed.

Og nu sidder vi saa i Ho Chi Minh city lige i naerheden af vores hotel, som muligvis er naer centrum - muligvis ikke, for indtil nu har det vaeret alt for varmt og fugtigt til at vi har orket at bevaege os nogle steder.
Her i byen skal vi vaere til d. 3 marts, hvor vi har bestilt flybilletter via Bangkok til den thailandske oe Koh Samui, hvorfra vi tager med baad til den mindre nabooe Koh Pang Ang, hvor vi skal tilbringe den sidste tid af turen.
Men inden dag skal vi naturligvis rundt og se os omkring i storbyen, fejre min foedselsdag d. 31, paa tur til Cu Chi tunnelerne fra krigen og muligvis paa tur til Mekong Delta.

Saa er i helt opdateret.

Haaber at i alle har det godt, hoerer stadig gerne fra jer og glaeder mig til vi ses om ikke saa laenge igen :-)

Mange kaerlige hilsner fra
Sarah