Saa er vi kommet til Hanoi i Vietnam og har afsluttet vores Intrepidtur, men derfor skal i da ikke slippe for en beretning om de sidste dage paa turen, hehe. Da vi ikke har saa meget tid nu for i det i bidder, men et par dage af gangen. Saa er det maaske ogsaa mere overskueligt at laese, hehe.
9/3-08
Kunne vi for en gangs skyld sove laenge - troede vi!
For ved seks-tiden om morgenen begyndte Lauras telefon at ringe igen og igen, og Laura lagde paa igen og igen. Efter noget tids pause begyndte ringeriet saa igen ved syv-tiden.
Og da telefonen igen ringede ved otte-tiden, var vi begge blevet en smule nervoese over, at nogle saa desperat ville have fat i os, og Laura tog derfor sin telefon.
Samtidig taendte jeg min, og der gik ikke mange sekunder foer ogsaa den ringede.
Det viste sig saa, at vaere vores ekstremt teenagefulde foraeldre, der om aftenen havde holdt foraeldremiddag, og pga. af deres ekstreme savn og manglende evne til at klare sig uden os, havde besluttet at ringe til os alle fire. Hvad de ikke lige havde taget hoejde for, var saa tidsforskellen - eller rettere Kenn troede vist, at han havde styr paa det og at vi burde vaere staaet op, men hovedregning og alkohol har heller aldrig vaeret et godt mix!
Saa alt ringeriet foerte til, at Laura sad paa vores vaerelse mens hun hoejlydt skaeldte sin mor ud, mens jeg stod paa badevaerelset og forsoegte at kommunikere med mine foraldre paa trods af deres fuldskab og det faktum at jeg var fuldstaendig brudt sammen af grin over den absurde situation og over rollebytningen mellem boern og foraeldre.
Og vores larmende samtaler fik saa ogsaa vaekket Lea og Isa i vaerelset ved siden af, saa droemmen om at sove laenge brast for os alle.
Og som toppen paa kraensekagen var baade stroemmen og vandet forsvundet fra vores vaerelse - tilgengaeld var der rigeligt med vand udenfor, da det regnede.
Det kunne kun varsle en `god` dag taenkte vi!
Men heldigvis blev dagen god, da det klarede op og solen broed frem, saa snart vi naaede frem til det vandfald vi skulle besoege som dagens program.
Det var utrolig eksotisk og smukt med klart, turkist vand - fuldstaendig eventyrligt!
Og saa kunne man oven i koebet bade i enden af det, og hvem har ikke droemt om at bade i et vandfald. Desvaerre havde vi ikke faaet badetoej eller skiftetoej med, saa for mit vedkommende blev det kun til sopning.
10/3-08
Var der heller ikke noget med at sove laenge, men denne gang skyldtes det, at vi skulle op kl. 6 og `fodre` munke. Det foregaar paa den maade, at lokale saavel som turister samles paa hovedgaden naer klosteret, hvor man saa kan koebe en fletkurv fyldt med sticky rice for ingen penge. Saa saetter man sig paa raed og raekke paa taepper paa fortovet - eller rettere kvinder skal sidde, maend maa gerne staa. Og saa kommer massevis af de orange klaedte munke, smaa som store, i en lang raekke forbi med hver deres blikspand, som man saa fylder lidt sticky rice i.
Men nu er jeg jo ikke en oevet munkefodrer, saa jeg fik ikke givet alle munkene, for de er hurtigere til at gaa forbi en man saadan lige skulle tro, tilgengaeld fik givet nogle ordentlige klumper, saa jeg loeb toer langt foer alle munke havde forbi. Men heldigvis havde de garvede, lokale nok sticky rice til dem alle.
Efter den specielle, men ogsaa spaendende oplevelse paabegyndte vi 7 timers slalom bjergkoersel i en bus med absolut INGEN benplads - det er for mig stadig en gaade, hvordan maendene i vores gruppe overhovedet kunne vaere der! Gad vide om ogsaa busserne bliver specialbygget til de smaa asiater, det kunne man ihvertfald godt have dem mistaenkt for.
Endelig naaede vi hen paa eftermiddagen frem til vores destination den hyggelige by Vang Vieng, hvor vi med det samme for at faa lidt gang i kroppen kastede os i ud tubing.
Til dem der ikke ved, hvad det er, ligesom jeg ikke gjorde foer jeg proevede det, saa er tubing en form for riverrafting, hvor man bare sidder paa hver sit `daek`.
Desvaerre er der ikke saa meget vand og dermed stroem i floden paa denne aarstid, saa vi maatte padle en del med armene og til tider loefte os op for ikke at stoede mod sten i vandet.
De fleste af os gik nu alligevel paa grund fra tid til anden.
Hvad der manglede af gang i den i floden, var der tilgengaeld ved flodbreden.
For her laa tonsvis af hyggelige og afslappede barer - dog ogsaa enkelte med lige lovlig meget Ibizaatmosfaere efter min smag.
Men vi lagde `til kajs` ved en hyggelig en af slagsen med god musik, masser af mennesker og et baal man kunne varme sig ved. Derudover var der mange metet oppe et stativ med en trapez man kunne svinge sig ud fra og springe i vandet. Glenn fra vores gruppe var den foerste der kastede sig ud i at proeve, men han landede paa ryggen med et ordentlig plask og blev helt roed - og senere blaa. Det og saa det faktum at jeg er en toesetoes, naar det kommer til den slags, gjorde at jeg afholdt mig fra at proeve. Men modige Isa og Laura kastede sig ud i akrobatikkens kunst og sprang med ynde og balletbevaegelser i landet uden stoerre skader.
Da solen begyndte at gaa ned og det blev lige rigelig koldt med vores vaade toej (vi maatte tube med toej paa af hensyn til vietnameserne) blev vi hentet af en lille baad og sejlet det sidste stykke ned af floden, saa vi ikke behovede at padle mere med vores oemme spaghettiarme.
Om aftenen spiste vi paa en restaurant, som gjorde stoerst indtryk ved at vise Friends paa storskaerm. De andre i voresgruppe synes vist, at vi var noget ondsvage, teenageagtige og asociale fordi vi blev fuldstaendig opslugt af serien. Men hva' fa'n vi er jo teenagere nogle uger endnu og efter to maaneder paa farten er det nu skoent med en velkendt, god serie!
Efter middagen gik vi paa en bar naer stranden kaldet Sunset Bar.
Det var et rigtig hyggeligt udendoerssted med god musik, lejrbaal og fyldt med unge rygsaeksrejsende - saerligt var der helt utroligt mange svenskere, og vi maatte endnu engang sande, at vi forstaar dem langt daarligere end de forstaar os.
Det var rigtig hyggeligt, at faa snakket med en masse andre og hoere om deres rejser, og steder de ville anbefale eller fraraade osv. Og saa fandt vi ud af, at 3 maaneder tilsyneladende ikke er ret laenge at vaere vaek som backpacker, idet at alle vi snakkede med skulle vaere paa farten mindst 5 maaneder og endda en enkelt 2.5aar. Saa mor og far i kan da altid glaede jer over, at jeg trods alt ikke er bortrejst i flere aar :-)
Men lige som vi hyggede os og der var gang i festen slukkede musikken, da alting ifoelge loven skal lukke kl. 24 i Laos :-(
Vi blev haengende en times tid, men da ogsaa lyset slukkede gik vi hjemad godt fuldt paa vej af Isas formidable pandelygte.
11/03-08
Paa dag 10 havde vi igen en friformiddag, men tilsyneladende arbejder universet imod at vi faar sovet laenge og bliver udhvilede, daa nogle haandvaerkere tidligt om morgenen begyndte at save og hamre, saa taet paa, at det foeltes, som stod de lige foran vinduet.
Vi stod derfor op og gik ned paa en restaurant i byen, hvor man kunne ligge ned og se Friends samtidig med at man spiste. Saa bliver det vist ikke bedre :-)
Og faktisk var hele byen fyldt med restauranter med `sofaer` og Friends, der koerte i ring og ring, og tonsvis af teenagere, der laa og floed.
Ved to-tiden drog vi saa afsted mod hovedstaden Vientiane.
- Fortsaettelse foelger.
Kaerlig hilsen
Sarah
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar